★★★☆☆☆
For anden gang i denne sæson er Mikael Persbrandt sat til at spille en mand, hvis misbrug af diverse rusmidler gør ham
decideret uegnet som far. Desværre var han bedre i den svenske film “Mig elsker ingen” bl.a. fordi rollen også forekom mere nuanceret. I EN DU ELSKER er det svært at få øje på nogle formildende omstændigheder, der kunne gøre ham til en god rollemodel for sit barnebarn, bortset fra at han kan lære ham at spille guitar.
Drengens mor (en bevægende Birgitte Hjort Sørensen) bukker under for narkoafhængighed efter et liv uden nærkontakt med sin far. Og Persbrandt fader opfører sig da også som et dumt svin i en sådan grad, at man faktisk sidder og håber, at barnebarnet kommer på kostskole. Persbrandt har dog nogle gode øjeblikke sammen med en velspillende dreng ved navn Sofus Rønnov.
Derimod kniber det for Pernille Fischer Christensen at få os til at acceptere Mikael Persbrandt som internationalt anerkendt sanger. Ganske vist har vi også set nogle uhyrlige eksempler på den slags i virkeligheden, men at den manierede pseudo-Cohen stil, som Persbrandt lægger for dagen, skulle få folk til at juble, forbliver et postulat.
Man undrer man sig over, at Trine Dyrholm ikke spiller sangstjerne, for hun synger faktisk endnu bedre, end da hun dansede i måneskin. Den engelske teaterskuespillerinde Eve Best udnyttes også for lidt, og man har svært ved at se hvad man skal med denne sært kunstige historie.
Det blir ikke bedre af, at Pernille Fischer Christensen ligesom i “En familie” svælger i smerte, uden at vi af den grund bliver klogere. Lidt humor undervejs kunne have gjort denne belastende familietragedie mere spiseligt for et stort publikum, for selvhøjtidelighed gør det altså ikke ud for stort kunst.
