“Sange er de dødes måde at hjemsøge os på.” Sådan lyder en af replikkerne i Dødsriget på Teater Sort/Hvid, hvor Christian Lollike runder de 50 og runder af som teaterchef med forestillingen ORFEO.
Som publikum bliver man bedt om at møde op klædt i sort, så man derved undgår at forstyrre æstetikken i Dødsriget. Det første man ser, når man træder indenfor, er et toilet, men snart får man tildelt en hvid stofmaske (hvor der kun er huller til øjnene) af et menneske, der selv bærer maske af samme type. Man påfører sig det tildelte maske, selvom ens brille kun modvilligt leger med.
Nu bevæger man sig rundt i diverse rum fordelt på to etager, hvor især Madame Nielsen gør indtryk med sit næsten synlige skelet koblet med en dæmonisk udstråling.
Efter et stykke tid føres vi ind i Sort/Hvids store sal, hvor eminente musikere fra forestillingens co-producent Copenhagen Phil allerede sidder parat til at modtage os. Strygere og slagtøj dominerer i det musikalske udtryk, og fire fortræffelige operasangere – Steffen Bruun, Morten Grove, Frederikke Kampmann samt Conny Thimander (som Orfeo) formidler både uddrag af Monteverdis opera “L’Orfeo” og nykomponeret musik af Rasmus Zwicki.
Madame Nielsen – nu iført sort ridebukser i facistoidt snit og blodrøde læber – agerer fortæller og oversætter. Atter engang forbløffes man over hans intense og urovækkende tilstedeværelse.
Den eksotiske skuespillerinde Louise Aisin danner en stærk kontrast til Nana Francisca Schottländer, der synes at være en symbiose af et par af hovedkaraktererne fra Marcel Carnés filmperle “Paradisets børn” – men begge kvinder kæmper tilsyneladende om Orfeos opmærksomhed.
Vi får endnu en mulighed for en vandring rundt i dødsriget, inden vi kan træde ud af Ida Grarup og David Gehrts scenografi for atter at blive menneske. Men det hypnotiske besøg i Dødsriget vil ikke blive glemt, og ORFEO er således en værdig afsked fra Teater S/H for 50-årige Christian Lollike.
(Michael Søby)
