OPHAV

★★★★☆☆


Team Teatret og Teater Rum har i fællesskab produceret forestillingen OPHAV, som p.t. gæstespiller på Valbys Teater V. Et drama tilsyneladende inspireret af tv-serier som “Arvingerne” og “Succession” med en karismatisk Victor Marcussen som familiefirmaets patriark.

Anna ur Konoy spiller med sårbarhed og humor den nørdede ældste datter, der interesserer sig mere for hunde, mænd og alternativ behandling end for forretning. En begavet underspillet Line Vejgaard Kjær er den yngste datter, som altid har måtte råbe for at blive bemærket, men som nu ser sit snit til at få den opmærksomhed, hun altid har savnet.

Lars Danmark, der også har skrevet den slet ikke uefne tekst, overbeviser med skrøbelighed og smerte som den skuffende søn, der aldrig levede op til fars forventninger. Den fuldvoksne søn er stadig fanget et usundt sted mellem fars anerkendelse og fars magt.

Selvom manuskriptet i passager stritter i lidt for mange retninger, formår iscenesætter Kamilla Bach Mortensen at holde sammen på forestillingen og får samtidig det bedste ud af sine skuespillere.

Claus Helbos turnéscenografi består primært af et ikke særligt inspirerende kontormiljø, men Ditte Rønns stemningsmættede musik blive en gevinst for forestillingen.

Team Teatret og Teater Rum skal være velkomne i København en anden gang, for det er forfriskende at se andre skuespillere end de sædvanlige på disse kanter, og OPHAV giver dem i al fald noget at arbejde med, og er bestemt seværdig.

(Michael Søby)