Anton Tjekhovs ONKEL VANJA er heldigvis en flittig gæst på de danske scener og må regnes blandt verdens smukkeste skuespil. Ib Thorups opsætning på Gladsaxe Teater i 1988 med Frits Helmuth, Erik Mørk, Tammi Øst, Jesper Christesen, Hanne Windfeld Lund og Bodil Lindorff lever stadig i sjælene på dem, der så den, mens Alexander Mørk-Eidems opsætning på Det Kongelige Teater i 2002 især fortjener at blive husket for en lysende smuk Vera Gebuhr. I biograferne har man desuden i de senere år kunne nyde en transmission af Andrew Scotts prisbelønnede tour-de-force i ”Vanya”, hvor han spiller samtlige roller i Tjekhovs stykke.
Den litauiske/amerikanske iscenesætter Yana Ross har indtaget Skuespilhusets Store Scene med en radikal anderledes udgave af ONKEL VANJA, der placerer historien i vor tid i et land, der sagtens kunne være Danmark på en gård langt ud på Lars Tyndskids mark.
Bettina Meyers defuse scenografi varsler en verden i opløsning, og karaktererne på scenen er små øer, der driver hvileløse omkring i stadig mere desperate forsøg på menneskelig kontakt.
Jens Jørn Spottag og Tina Gylling Mortensen repræsenterer de ældre generationer på både vittig og rørende vis: Professor Alexander, der har resigneret til det forsømte landsted, hvor han må tage til takke med sin imposante svigermor Marias beundring for hans litterære meritter.
Onkel Vanja – bedårende spillet som en destruktiv poet af Nicolas Bro – har ikke meget til overs for disse meritter og for professoren i det hele taget, for han er nemlig forelsket i professorens hustru, Helena (en rastløs og utilpas Sofia Nolsøe). Hun begærer dog kun lægen Michael (fremstillet med rank idealisme af Mads Rømer Brolin-Tani), der taler for døve øre om forestående klimakatastrofer.
Også Alexanders datter, den håbløs forsømte Sonja, som Mathilde Arcell gør til en nøglefigur, er betaget af Michael og bryder som alle drømmere ud i sang, når livets realiteter bliver for barske. En fortvivlet udgave af Kate Bushs ”Wuthering Heights” (”Stormfulde højder”), der rummer flere ægte følelser end den opulente filmversion af Emily Brontës mesterværk af samme navn, som man kan opleve i biograferne i øjeblikket.
Sidst man ikke mindst er der den tidligere gårdejer med det såre jævne navn Jens Jensen. Et skræmmebillede på, hvilken elendighed, der venter forude for Onkel Vanja, hvis han ikke tager sig sammen. Jens Jensen elsker stadig den kvinde, han nåede at være gift med i få dage, inden hun forlod ham for en anden mand, og Jens Jensen ser selv sig som en helt, fordi han har ruineret sig selv til fordel for de børn, som hans kone fik med sin nye mand. Morten Brovn (i en af karrierens fineste præstationer) gør ham til et levende mausoleum over skønne intentioner og forkvaklede livsvalg. En helt igennem tragiske skikkelse, der kæmper med at bevare et sidste strejf af værdighed, mens en nådesløs selvskabt latterliggørelse gradvist æder ham op.
Der er således bund i Yana Ross’ opsætning, selvom hun i passager kan siges at gå for langt og gøre for meget for at komme nutiden i møde. Men hun har formået at give plads til sine skuespillere, og det er i høj grad deres fortjeneste, at denne opsætning løfter sig og bliver relevant.
For selvfølgelig skal Det Kongelige Teater også spille russisk dramatik, hvis vi skal gøre os håb om at forstå, hvad der foregår udenfor vores eget lille gårdmiljø, og lære at se os selv med udenlandske øjne. Så tak også til skuespilchef Morten Kirkskov for at spille lige netop dette stykke lige netop nu.
(Michael Søby)
