Takket være K-Selekt, et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Statens Kunstfond, får en sønderjysk musikforestilling – på sønderjysk! – mulighed for at gæstespille i det royale skuespilhus. Det er der virkelig grund til at være taknemmelig over, for OMVEJ’N HJEMVE viser sig at være en af teatersæsonens fineste teaterkoncerter.
Forestillingen, der havde premiere på det nærmest legendariske teater Møllen i Haderslev sidste år, er produceret i samarbejde med Teatret Møllen af to af de tre medvirkende, Linnea Fabricius og Thea Kastberg, der sammen udgør den kunstneriske ledelse leder i Æ Teater. Udgangspunktet for forestillingen har været den sønderjyske sangerinde Rikke Thomsens prisbelønnede debut-CD af samme navn fra 2019.
I Andrea Lindenegs smukke og kolde hvidkalkede scenografi på Skuespilhusets lille scene kredser OMVEJ’N HJEMVE om savn og afsavn ved at flytte fra provinsen til hovedstaden. Det sønderjyske kaffebord og den helt særlige sønderjyske dialekt bliver fortid i håb om at blive en del af et københavnsk fællesskab, men ensomhed og fremmedgørelse kan også være den pris, man kommer til at betale.
Rasmus Ask viser atter sin enestående evne til at skabe et autentisk sønderjysk univers, og . Anne Blomsgård indgår ubesværet i samarbejdet med Linnea Fabricius og Thea Kastberg. Tre stærke skuespillerinder, der giver plads til sårbarheden og som også kan synge og spille instrumenter, så det er en fryd.
Johannes Smed fortjener også ros for sin indsats som komponist og arrangør, og hvis man ikke allerede er fan af Rikke Thomsen, så bliver man det nu.
(Michael Søby)