De fleste kender den brølende isbjørn på en sneklædt jordklode, som ofte ses inden en film i biografen. Isbjørnen har været Nordisk Films bomærke siden selskabets grundlæggelse i 1906. Bag isbjørnen gemmer sig en fascinerende historie om en af dansk kulturs mest entreprenante og visionære mænd – nemlig grundlæggeren af Nordisk Film, Ole Olsen.
Historien om Ole Olsen er så god og spændende, at dramatikeren Mei Oulund med udgangspunkt i hans livshistorie har skrevet et underholdende, oplysende og rørende stykke, der i disse gæster Teater V i Valby.
Det lå ikke ligefrem i kortene, at Ole Olsen skulle blive hovedårsagen til, at Nordisk Film blev en gigant i den globale filmverden i begyndelsen af 1900-tallet. Ole Olsen var nemlig galoperende ordblind og havde talebesvær, men han var også et trodsigt, iderigt og eventyrlystent menneske, der ikke lod sig sætte i bås. Han turde opføre sig som den enfant terrible, som han i sandhed var.
Stykket om Ole Olsen er kronologisk opbygget, hvilket naturligvis giver det et tilsnit af en udviklingshistorie. En historie om at vokse op i dyb armod og ende som hovedrig familiefar, iværksætter og kunstsamler. De enkelte scener står lyslevende, og den glidende overgang mellem dem er udført på elegant vis.
I rollen som Ole Olsen som barn og voksen ses Henrik Ipsen, barndomsvennen Jens Nielsen gestaltes af Michael Lundbye, konen Anna Ludovica portrætteres af Mei Oulund og datteren Lady fremstilles af Stine Gyldenkerne.
OLE OLSEN spiller på hele følelsesklaviaturet. Særligt den del, der foregår på drengehjemmet Flakkebjerg, hvor Ole Olsen blev placeret, er hjerteskærende. Her hersker kadaverdisciplin og korporlig afstraffelse. Midt i elendigheden og ydmygelserne finder Ole dog en ven i Jens Nielsen.
Det er for alvor i mødet med storbyen København og ikke mindst konen Anna Ludovica, at stykket udfoldes. Vi hører om Ole Olsens vilde gøglerliv som cirkusdirektør og harmonikaspiller. Ole Olsen er ikke en mand, der sætter sit lys under en skæppe, men fremgangsmåder bliver også mødt af anklager om dyremishandling, ikke mindst i forbindelse med tilblivelsen af den berømte stumfilm ”Løvejagten”.
Henrik Ipsen er stykkets bærende kraft som Ole Olsen. Han formår at gestalte en karakter, der rummer lige dele skrøbelighed og storhedsvanvid. At Henrik Ipsen nærmest ligner Ole Olsen på en prik, er blot en sidegevinst.
Mei Oulund gør stærkt indtryk i rollen som Ole Olsens handlekraftige og kærlige kone Anna Ludovica, og Michael Lundbye er glimrende i rollen som den forpjuskede barndomsven Jens Nielsen. Også Stine Gyldenkerne gør det godt i rollen som Ole Olsens nævenyttige datter Lady.
Instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen skal roses for at have skabt en forestilling, hvor samspillet er i højsædet. Man fornemmer en umiskendelig glæde hos de medvirkende over at fremsige replikkerne, der ofte gnistrer, morer eller berører.
Anita Sejersen har stået for de velvalgte kostumer, og Simon Mariegaard giver stykket et filmisk præg med sit dramatiske lyddesign. Også scenografen Rebekka Bentzen lykkes med spartanske midler at skabe et scenerum, hvor simple rekvisitter som vasketøj anslår en særlig stemning.
OLE OLSEN er et brølende godt teaterstykke om en ener i dansk kulturliv. Et menneske med en ukuelig tro på egne evner. Teaterstykket om OLE OLSEN er tilmed en fortælling, der giver en lyst til at brøle lidt mere i hverdagen.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
