Få dage efter at være blevet udnævnt til britisk statsminister for første gang holdte Winston Churchills en af sine mest berømte taler i House of Commons i håb om at få det britiske parlaments godkendelse af hans nyetablerede krigskabinet. 2. verdenskrig var netop brudt ud, og Churchill talte med passion om ”Blod, flid, tårer og sved”.
De ord vækker genklang i dag, hvor en verdenskrig måske allerede er brudt ud med den russiske invasion af Ukraine som det første skræmmende skridt.
Kasper Ravnhøj har ladet sig inspirere af disse ord, for de sammenfatter muligvis den pris, vi må betale for fred. Sidste år fejrede hans sit imponerende 25-års jubilæum med forestillingen ”Quasar” (der tog udgangspunkt i ordet ”sved”) på Teater V i Valby. Nu kan man for en kort bemærkning opleve forestillingen OKTOBER (hvor temaet er ”slid”) i Dansehallerne. Ikke i den store sal eller et af prøve-/undervisnings-lokalerne, men i brusebaderummet i kælderen med tilstødende toilet.
Vi møder ham ovenpå de tre brusekabiner, hvor en metalagtig rytme vækker ham til live. Arbejdet kalder, der er ingen barmhjertighed at hente.
Kasper Ravnhøj har en særlig sans for at formidle smerte. Ikke den form for lidelse, man får ved at slå på sin egen finger med en hammer, men en langvarig – måske ligefrem livsvarig? – smerte, der kommer af et hårdt slidsomt liv uden nåde. Man ser det i kroppens pludselige spasmer, i de rystende hænder og det forpinte blik. En mand på afgrundens rand.
På toilettet finder han tilsyneladende liget af en mand. Er det Chaplin, eller blot en der ligner? Måske kan vor mand ved at træde i Chaplins sko overtage hans eksistens og fremfor alt glemme sig selv – om ikke andet så for en stund. Klaus Hildebrandt Frederiksen, der også denne gang har været dramaturg på forestillingen, illuderer på forbløffende vis som dødvægten, der tynger, og hvad skal man stille op med så tung en byrde? Hvordan kan man vedblive med at kæmpe videre, når det eneste, at man kan håbe på er at overleve.
Kasper Ravnhøj fanger noget eksistentielt i sit portræt af den desperate kæmper, en isoleret sjæl, der savner nærvær, men som aldrig får det fra en død mand. Det nøgne baderum med det hårde stengulv og vandet som eneste livskilde er ikke et sted, der indbyder til liv, men netop derfor bliver det et uhyggeligt rum, hvor intet menneske har lyst til at leve.
OKTOBER, der varer knap tre kvarter, er skabt at Mute Comp, Physical Theatre, som Kasper Ravnhøj har været med til at grundlægge og koreografien er skabt i samarbejde med Klaus Hildebrandt Frederiksen til musik af Super Parquet.
(Michael Søby)
