Ved Sophienholm nær Kongens Lyngby ligger der en vidunderlig park, der også i år har fået besøg af teatergruppen Teatergrad. I samarbejde med Det Flydende Teater har de skabt en ganske charmerende forestilling med pragtfuld udsigt over Bagsværd sø.
Handlingen kredser især i starten om den famøse topløse danserinde Josephine Baker, der vakte opsigt over hele verden, når hun hengav til sensuelle danserytmer iført et bananskørt. Vi hører fragmenter fra hendes livshistorie, indtil hun dukker op på den danske natklub Adlon. Her begejstrer hun publikum, men forarger flere af dagbladenes anmeldere, der forfalder til racisme i deres omtaler af den berygtede Josephine.
Debutanten Malou Takibo tegner et nydeligt portræt af stjernen, men man skal dog ikke forvente en topløs Josephine i bananskørt. Der er vi åbenbart blevet for politiske korrekte i 2023 – i al fald i parken bag kunstmuseet Sophienholm.
Det er også snarere som sangerinde end som danser, at Malou Takibo gør sig bemærket i forestillingen OH JOSEPHINE, og det hjælper heller ikke, at såvel dramatikeren Thomas Markmann som iscenesætter Pelle Nordhøj Kann undervejs fortaber sig i Adlons stjernefunklende fortid i en sådan grad, at man i passager næsten glemmer Josephine Baker. Det behøvede ikke at være et problem, hvis man havde kaldt forestillingen “Oh, Adlon”, men den titel havde næppe haft samme publikumsappel.
Luise Kirsten Skov, der tidligere på sæsonen gjorde sig positivt bemærket i den Reumert-belønnede “Sky66en” på Aveny-T, har en temmelig utaknemmelig opgave i denne forestilling, hvor hun skal lægge både krop og stemme til moralister og andre kendisser, som her i lighed med Josephine Baker får tildelt sceneplads i Adlon.
Bedst går det for charmebøffen Rolf Hansen som en Cabaret-agtige konferencier, der dog aldrig skygger for Carsten Svendsens Preben Uglebjerg-portræt i forbindelse med “Divaer i Glas”-showet i Tivoli for nogle år siden.
Marie Louise von Bülow, der både kan komponere iørefaldende melodier og skrive sangtekster, har fået selskab på scenen af den drønmusikalske
Hans Find Møller, hvilket viser sig at være en gevinst for forestillingen. Han kan nemlig både spiller horn og synge med udpræget periodefornemmelse og låner dermed en vis autenticitet til forestillingen.
Glorificering af Josephine Baker ophører til slut, og der sættes spørgsmålstegn ved hendes evner som adoptivmor. Men får vi i tilstrækkelig grad indsigt i kvinden Josephine Baker i OH, JOSEPHINE?
(Michael Søby)
