OFFROAD

★★★☆☆☆

Den sympatiske danske filminstruktør Rasmus Heide fik sit gennembrud med komedien ”Blå mænd”, og har siden vundet publikumspriser for sine ”Alle for en-to-tre film”. Men han har også instrueret en rædsom genindspilning af ”Julefrokosten” og anmelderfloppet ”Centervagt”, der dog ikke var uden en vis charme ligesom hans tv-serie ”Tomgang”.

Det gælder også for hans seneste komedie OFFROAD, selvom bl.a. dårlige baggrundsprojektioner og en elendig eftersynkronisering får den til at fremstå som en sjusket lavet film.

Sofie Jo Kaufmanas agerer pigen Maggie, der tilsyneladende hele liv har fulgt forældrenes råd og derfor bl.a. taget en advokatuddannelse og nu har slået sig til tåls med en bøvet kæreste (Jesper Groth). Heldigvis for hende har hun også to skøre veninder (Julie Rudbæk som den håbløse romantiske, men datingmæssigt kejtede og Katinka Lærke Petersen som den rigeligt tjekkede), der tager hende med til Tenerife.

Her presser Rasmus Heide alt for meget handling ind i det sidste døgn på ferien – og helt uden grund, hvilket undergraver enhver form for realisme og efterlader publikum med alt for mange ubesvarede spørgsmål.

Den kvindelige trios kemi redder noget, men langt fra alt, og det bliver i sidste ende Ulrich Thomsen og Rasmus Bjerg, der fremstår som filmens komiske lyspunkter.

Hvis man har evnen til at slå sin hjerne helt fra, og blot accepterer OFFROAD som et flagrende og fjollet frikvarter med muntre replikker og fjoget handling, så kan man godt have en god oplevelse med veninderne. Men for nogen vil indtagelse af alkohol inden og under filmen desværre være en forudsætning for fornøjelsen.