ØRKENROSE

★★★★☆☆

”Drypblødning, vægtøgning, brystspænding, hovedpine, kvalme…”.

Sådan lyder omkvædet på den sang, som et overrumplet publikum til deres egen forbløffelse synger med på i forbindelse med den bizarre country-cabaret ØRKENROSE.

For når man først er steget ombord på Bådteatret i Nyhavn, så fanger bordet – eller rettere tønderne. En del af de modigste publikummer sidder nemlig placeret ved nogle fine trætønder i Nana Andrea Tiefenböcks smukt gennemførte western-scenografi, hvor man kan nyde drikkevarerne fra foyeren og for de særlig udvalgte også nogle shots fra saloonen på scenen.

Bag disken finder man Astrid Kjær Jensen, der denne aften bl.a. udmærker sig som dukkefører, når nogle mere eller mindre groteske dukker gør deres entre gennem saloonen klassiske svingdøre.

Mest odiøs blandt disse er en nøgen kvindelig underkrop, der spreder ben, så et kuriøst indgreb (der ikke er for sarte sjæle) kan finde sted på scenen – foretaget af en hest! Hesten viser sig at vide mere om kvindens underliv end de fleste mænd, og indgrebet bliver imod alle odds en succes. Pludselig titter et lille rødt væsen frem i skeden, og får selskab af andre små røde skabninger på scenen, så de i fællesskab kan synge ”Hey søster”.

Hovedparten af forestillingens musik og tekster leveres af Amalie Hannibal Petri, der på trods af efternavnet spiller på country-guitar, så det kan mærkes. Amalie Hannibal Petri har også en fin sangstemme, og behøver slet ikke at gøre sig så store anstrengelser for at indynde sig hos publikum med wanna-be sexet lillepige-attitude, men blot bør stole på sit talent.

Signe Kærup Dahl er tredje kvinde på scenen, og udmærker sig både som skuespiller, sanger og dukkefører. Ikke mindst som show-liderlig vagina, men også som livgivende assistance for en bevægende og bevægelig gammel dukkekvinde med den indre erotik intakt, indtil det sidste suk er sukket.

Vi kommer med andre ord vidt omkring i kvinders (under)liv takket være Astrid Lindhardts originale iscenesættelse af tekster, som hele holdet har bidraget til. En time og ti minutter synes tilmed at være den helt rigtige længde på denne mærkelige, morsomme og meget musikalske cabaret, som også dukkerne og deres skabere fortjener applaus for.

Nb! Mænd KAN også have udbytte af forestillingen, selvom målgruppen tydeligvis er kvinder.

(Michael Søby)