Efter 30 år på farten takker Ørkenens Sønner af med en omfattende turné, der netop er blevet skudt i gang i Teltet på Bakken.
I år har showet fået frankofile tendenser, der bl.a. indebærer en Asterix-sketch med Henrik Koefoed i en glansrolle som undertrykt troubadur. Koefoed har ynde og elegance i alt, hvad han foretager sig, og man har næsten medlidenhed med de mennesker, der ikke i tilstrækkelig grad kan værdsætte hans guddommelige parodi på Jørgen Reenberg.
Det er ligeledes en fornøjelse at opleve et topmøde mellem franske legender som Napoleon (Asger Reher), Klokkeren fra Notre Dame (Søren Pilmark) og en forbløffende storbarmet Jeanne D’Arc (Henrik Koefoed). Hvem skulle nu have troet, at de engang skulle synge fællessang – og at det skulle blive Johnny Reimar-hittet “Du burde købe dig en tyrolerhat”! Også en række store malere træffes på en plads i Montmartre, men der når komikken dog ikke helt samme højder.
Asger Reher synger med ægte smerte om sine trængsler som aldrende logebror til musikken fra den melankolske vise “Solitudevej”, så selv Elga Olga ydmygelser blegner. Reher kan i anden sammenhæng tilmed slippe en vind, som sender ham til himmels.
Niels Olsen er i hopla, og som logoformand hylder han gladeligt sit eget lem og får ligeledes publikum til at råbe med på slagordene: “Fisse Fisse Fez Fez”.
Søren Pilmark har iscenesat forestillingen med blik for tidens dårskaber, og han har også fingeren på pulsen – eller er det pølsen? – i den vittige programavis (Cairo Amts Folkeblad!) og i de små reklamefilm i forestillingen. Her bliver der også plads til at hylde blandt andre Per Pallesen og Ghita Nørby, der begge har en fortid i danske reklamefilm, og som naturligvis er i teltet ved premieren. Søren Pilmark brillerer selv på scenen i herligt groteske kostumer, også takket være den opfindsomme kostumier Henrik Børgesen.
Guitaristen Troels Skovgaard sørger for, at forestillingens musikalske indpakning er i top, og selvom de fire logebrødres harmonier ikke altid lyder, som de engang gjorde, så kommer man ikke uden om, at Ørkenens sønner ikke bare får rundet af med værdigheden i behold, men også med bravour (for nu at blive i det franske!).
Vi får tilmed en sød sløjfe på dramaet om Gyllegården og et kært ekstranummer, der nok skal øge vandstanden i øjnene på de mest nostalgiske publikummer. Så TAK for ørkenvandringerne, kære brødre – og hils Dorte, Ingrid Dværgmand og alle de andre gæve kvinder, I har introduceret os for.
(Michael Søby)
