Mikkel Trier Rygård, der blandt andet har gjort sig positiv bemærket med stykkerne “Arne går under” på Bådteatret og “Regnbuefar” på Det Kongelige Teater, har skabt en absurd tekst til Teater Får 302. For enden af to velvoksne navlestrenge møder vi to udgaver af ØNSKEBARNET.
Der er nu intet nuttet over dette udspaltede ønskebarn: Det er en arrig lille satan, der brokker sig over meget – ikke mindst over mor. For det er jo faktisk hendes skyld det hele.
Siggi Óli Pálmason har ved at ændre på opstillingen af stolerækkerne formået at forny scenerummet med en bizar scenografi, hvor der både er mulighed for at føde og grille små skabninger.
Sophie Zinckernagel hitter som dramatiker med “Aller Dybest Nede” på Bådteatret nogle få 100 meter fra Teater Får 302. Som den mest højtråbende del af ØNSKEBARNET virker hun vanvittig irriterende, jo mere hun slider i det, og man er mere lydhør, når hun gestalter en fødselspsykose efter at have sat et uhyggeligt dukkedyrebarn i verden.
Charlotte Elizabeth Munksgaard har som skuespiller tilsyneladende en mere organisk tilgang til det absurde stof, og er ganske uimodståelig, når hun med dorsk arrogance og livstrætte øjne beretter om alt det, som hun bare ikke orker mere.
Mikkel Trier Rygårds manuskript stritter i denne omgang i lidt for mange retninger, og han får ikke tilstrækkelig hjælp af iscenesætteren Petra Adlerberth-Wik, der har svært ved at fokusere i teksten. Interaktionen med publikum virker underligt uforløst denne aften, så det såkaldte glade vanvid bliver i passager temmelig anstrengt.
Men når Charlotte Elizabeth Munksgaard gør os til sine fortrolige efter at have monteret nogle gigantiske plastik-babser på sin slanke krop, ved man hverken, om man skal grine eller græde, og dog lander man alligevel et smukt sted midt i mellem. Man må atter sande, at forestillinger på Teater Får 302 bare er lidt mere gakkede end andre steder, og gudskelov for det.
(Michael Søby)
