Nicolei Faber, der netop er blevet nomineret til en Reumert for sin iscenesættelse af ”Ukrainske kvinder” på Aalborg Teater, sætter sjældent en fod forkert i disse år. Det er derfor lidt af et scoop, at man har fået ham til at iscenesætte de studerende ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Roland Schimmelpfennigs udgave af ” ODYSSÉEN (oversat af Madame Nielsen) er en spændende udfordring for det unge hold, der især imponerer fysisk og emotionelt.
Der er dog stadig plads til sproglige forbedringer, og selvom sproget naturligvis skal udvikle sig, så er det en uskik, at skolens elever generelt ikke lære at skelne mellem a og æ, når de står på en scene. Der er altså forskel på, om man taler om ”kraft” eller ”kræft”.
Men ellers er det lykkes for Faber, at få de seks elever til at fremstå som lovende med plads til både samspil og individualitet, og derfor fortjener de alle at blive nævnt: Asta Brüel Kainz, Hampus Egelund Ahlberg, Sebastian Munck Rasmussen, Jamina Chelina Green, Mads-Lucas Aagaard og Ann Celina Fønsskov.
Nicolei Febers udsøgte fornemme for visuelle udtryk manifesterer sig bl.a. i Thora Eriksens stemningsmættede lysdesign på Stiklingen . Og får man lyst til at opleve Febers evner som billedskaber for fuld udblæsning, bør man ikke gå glip af hans overdådige udgave af ”Snedronningen” (et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Aarhus Teater). Forestillingen har premiere på Moesgaard senere på måneden.
(Michael Søby)




