Curry Barker forlod filmskolen for at søsætte egne projekter. Det skulle han ikke have gjort. For han har tydeligvis meget at lære endnu. Hverken kortfilm eller spillefilmsdebuten ”Milk & Serial” førte noget godt med sig, men i det mindste har OBSESSION et forholdsvis skægt koncept – af en gyserfilm at være.
Det let neurotiske Bear er håbløst forelsket i pigen Nikki, men for genert til at sige det til hende. En dag køber han en ”One Wish Willow”, en form for ønske-kvist, der kan opfylde et enkelt ønske for den, der knækker kvisten. Han knækker den, men må snart sande, at man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig. For snart er Nikki besat af Bear, der ikke kan foretage sig noget på egen hånd, uden at hun får et grådanfald eller det, der er værre.
Filmens to stjerner går til filmens hovedrolleindehavere Michael Johnston (”Teen Wolf”) og Inde Navarrette (”Superman and Lois”), der faktisk får samspillet til at fungere på trods af stadig mere uhyrlige scener.
OBSESSION kan muligvis få nogle unge til at indse, at man gør klogt i at give hinanden plads i et forhold. Men der er i så fald filmens eneste formildende omstændighed – og ikke tilstrækkeligt til, at det retfærdiggør prisen på en biografbillet.

