NYKØBING FALSTER REVYENS VINTERREVY 2024

★★★★☆☆

Nykøbing F. Teaters vinterrevy er gudskelov kommet for at blive. Efter en flot start sidste år, bekræfter årets vinterrevy, at der er behov for nogle gode grin i en kold tid.

Jeanne Boel er tilbage på scenen i Nykøbing F. Teatret, og har også iscenesat Vinterrevyen med sprudlende overskud.

Hun er skræmmende godt maskeret som Ghita Nørby og aldeles uimodståelig som (tand-)fe, og så kan hun synge en vise om en lort i en konvolut med en forbløffende yndighed, så visen undgår at blive for plat.

Thomas Mørk morer også denne gang – ikke mindst med sine elskelige portrætter af odiøse stakler fra samfundets bund, og kun i sin grovkornede fortolkning af Daniel Lassens fine vise “Hvor svært kan det være” rammer han forkert, men det kan heldigvis justeres efter premieren.

En god vinterrevy skal også have et lokalt islæt, og i år går det ud over den famøse Femern Bælt-tunnel. På scenen står man allerede klar til at modtage de tyske turister på tysk i håb om, at de kan dække udgifterne til det kostbare byggeri.

Schlagerkongen Hansi fra Østrig har allerede fundet vej til Nykøbing Falster i skikkelse af Jesper Lundgaard, der ikke bare kan synge, men også være sjov. Ikke mindst som Elvis i Leif Maiboms “Jobsamtale” fejrer han triumfer både vokalt og kropsligt, og understreger dermed, hvor anvendelig en revyskuespiller, han faktisk er blevet.

Han optræder også som musiker med et endnu større talent end Hansi, og overgås kun af Mickey Pless, der varetager flere småroller denne aften med lune.

Mickey Pless står også i spidsen for det velspillende orkester og udgør som bekendt også den ene halvdel af revydirektør-parret Lone & Mickey Pless.

De kan begge ånde lettet op, for NYKØBING FALSTER REVYENS VINTERREVY 2024 er en fornøjelse at overvære. Og så er det en god ide at varme op med den lækre vintermenu, der serveres i teatret inden forestillingen.

(Michael Søby)