Bess Wohls underholdende komedie “Grand Horizons” er i Henrik Lykkegaards fine oversættelse blevet til NYE TIDER. Kasper Wiltons velspillede opsætning på Folketeatrets Store Scene falder tydeligvis i publikums smag at dømme efter de fire fremkaldelser til premieren. Det er da også et muntert stykke med alvorlige momenter, om hvordan vi forandrer os gennem tilværelsen, og hvor nødvendigt det er for hele familien at favne disse forandringer.
Efter 50 års ægteskab meddeler Nancy sin mand Bill, at hun vil skilles og hans siger ok. Han er nemlig stærkt opsat på at få et sent gennembrud som stand-up komiker og så har han også fået sig en farverig veninde ved navn Carla.
Men deres sønner har svært ved at acceptere det, ikke mindst nu de netop har fået Nancy og Bill installeret i en seniorbolig.
Den homoseksuelle Bob synes at have en udpræget moderbinding, og hans omfattende dramaundervisning har tydeligvis også gjort ham mere end almindelig melodramatisk.
Hans bror Ben, der venter barn sammen med kæresten Jess, må vinke farvel til en potentiel bedsteforældreidyl. Men Jess kan et langt stykke af vejen godt forstå Nancy, og har selv et problem med Ben, der insisterer på at behandle hende som en baby.
Waage Sandø er ret skøn som den selvfede Bill, der på kejtet vis forsøger at følge med tiden. Bill elsker tydeligvis Nancy, men har glemt at vise det, måske i erkendelse af, at hun altid har elsket en anden. Også Waage Sandøs datter Marie Sandø Jondal har ære af sin medvirken – ikke mindst efter pausen, hvor Jess får formuleret en form for oprør.
Stykkets svaghed er rollerne som de to sønner, der næsten opfører sig for latterligt – selv i komediesammenhæng. Man har i al fald svært ved at tro på, at to voksne mænd kan opføre sig sådan i vor tid, men udelukke det kan man på den anden side ikke.
Både Kim Hammelsvang og Kasper Leisner får dog vist de forpinte sider af deres karakterer, så vi bedre forstår dem. Kim Hammelsvangs Bob er helt rørende i sin afmagt overfor en ung date (passende ukompliceret fremstillet af Adam Schmidt) og Kasper Leisners Ben bliver selv til en baby, når han forfalder til et langt fra ukendt fænomen ved navn maskulin selvmedlidenhed.
Forestillingens bedste rolle er dog Nancy, og når den så tilmed spilles af Ulla Henningsen bliver den bare endnu bedre. Gennem spillets allerfineste nuancer mærker vi, hvordan samlivet med Bill er kørt fast.
Hver gang Bill siger eller gør nu, ser man eller fornemmer man en reaktion hos Ulla Henningsens Nancy, hun er ved at blive kvalt i sit ægteskab, men hun bærer også sin del af skylden. Symptomatisk for deres forhold smører hun ham en sandwich, inden de skilles, men vi ser også hvilken kvinde, hun kunne være blevet og måske kan nå at blive endnu, når hun fortæller om sin elskede og sine lyster. Ulla Henningsens præstation giver dermed stemme til en lang række forsømte kvinder, der frivilligt eller ufrivilligt har sat deres eget liv i skyggen af en mand.
I forestillingens bedste scene mødes Nancy med Bills veninde Carla (en sprudlende men også underfundig Sonja Oppenhagen) for at overdrage sin mand til hende. Samspillet mellem Ulla Henningsen og Sonja Oppenhagen viser os, hvordan to meget forskellige kvinder som Nancy og Carla alligevel kan lære noget af hinanden.
Under Kasper Wiltons ledelse er Folketeatret igen blevet skuespillernes teater, og i denne sæson i udpræget grad skuespillerindernes. Ligesom Iben Hjejle i “Lægen” kan man i “Nye tider” også nyde en skuespillerinde på sin kunsts højde. Det er Ulla Henningsen, der giver NYE TIDER et format, der når langt udover den komediegenre, som teksten repræsenterer.
(Michael Søby)
