Nanna Cecilie Bang har gennemslagskraft – både som dramatiker og skuespiller. Det mærker man i den grad på Husets Teater, hvor hun står i centrum for Liv Helms diskrete iscenesættelse.
Forestillingens titel henviser til hovedkarakteren i Tennessee Williams mesterværk “Omstigning til Paradis” (“A Streetcar Named Desire”, der revolutionerede den klassiske teaterform i USA gennem Elia Kazans nyskabende iscenesættelse. Kazans Oscar-belønnede filmversion blev et pragtfuldt dramatisk sammenstød mellem to forskellige skuespiltraditioner personificeret i Vivien Leighs Blanche Dubois og Marlon Brandos Stanley Kowalski.
På baggrund af en ubehagelig overskrift i en anmeldelse lover Nanna Cecilie Bang os, at denne gang skal hendes soloshow ikke handle om hende selv, men om Blanche. Det kan hun naturligvis ikke holde, men hun fremstår på den anden side ikke mere selvoptaget end mange af hendes mandlige stand-up kolleger. Problemet er bare, at forestillingen hedder NOTER OM BLANCHE. Publikum har ret til at forvente noget andet.
Men den slags er man ligeglad med på Husets Teater. Her har man før forsøgt at sælge billetter til f.eks. “Peer Gynt” uden at ville spille teksten. Liv Helm har dog selv iscenesat “Lille Eyolf” og “Gengangere” med spændende resultater. Men her bliver Tennessee Williams’ Blanche nærmest sekundær, fordi den sceniske udgave af Nanna Cecilie Bang hele tiden synes mere optaget af sine egne spejlinger i figuren.
Når Blanche er økonomisk på røven, bruges det som påskud for, at Nanna Cecilie Bang kan tigge penge blandt publikum. Opfører Blanche sig besnærende, skal det i denne sammenhæng primært retfærdiggøre, at Nanna Cecilie Bang flirter med publikum.
Vi er kun blevet lovet NOTER OM BLANCHE, men kommer heller aldrig rigtig ind under huden på denne Blanche. Derfor udebliver forestillingens substans også – med mindre der er nogen, som finder Nanna Cecilie Bangs selvudlevering for andet end scenisk selvtilstrækkelighed?
Man får højest lidt ondt af, at hun (endnu) aldrig har fået lov at spille den rolle, som hun ganske indlysende synes helt forkert til, hvor meget hun end identificerer sig med Blanche.
Ligesom Blanche er afhængig af “The Kindness of Strangers” er skuespilleren også afhængig af publikum. Kun i nogle få dramatiske udbrud aner vi den tyngde, som forestillingen i øvrigt savner. Man forstår, hvad Tennessee Williams mente, da han skrev “Sometimes -There Is God – so quickly! De lykkelige øjeblikke varer ikke ved – heller ikke på Husets Teater.
(Michael Søby)
