Forårets italienske Oscar-bud NOSTALGIA er baseret på Ermanno Reas roman fra 2016, men synes i sit filmsprog også at være præget af Francesco Rosis hovedværk “Eboli”, som man under ingen omstændigheder bør gå glip af i Cinemateket d. 13. juli.
Også Mario Martones NOSTALGIA (der ikke bør forveksles med Andrei Tarkovskys 40 år gamle “Nostalghia”) tager os med tilbage til en verden af i går, til et forsømt Napoli, der engang dannede rammen om Felices barndom og tidlige ungdom.
Moderen – dybt bevægende spillet af den 80-årige Aurora Quattrocchi fra Emanuele Crialeses “Den ny verden” (“Nuovomondo”) – har solgt hans barndomshjem og er flyttet ned i en lille mørk lejlighed, hvor hun knap nok kan klare sig selv. Men i stedet for at bebrejde hinanden noget, lader de den ømhed, de stadig har for hinanden, tale i et blødende smukt sanseligt sprog.
Byen er overtaget af gangstere med Felices barndomsven Oreste (en fin indsats af Tommaso Ragno) i spidsen, og som hans rival står den lokale præst Don Luigi (aggressivt fremstillet af den dynamiske Francesco Di Leva).
Gradvist indser Felice, at nostalgi ikke er, hvad det har været, og at hvis man vil leve i nutiden, bliver man nødsaget til at vælge side.
NOSTALGIA er velsignet med en række fine billedkompositioner og en udsøgt lydside inklusiv en fornemt afstemt underlægningsmusik.
En stemningsmættet og tankevækkende italiensk film, og dem kan vi ikke få for mange af.
