100 år efter at F. W. Murnaus “Nosferatu – A Symphony of Horror” (den første af de store gyser-stumfilm) havde premiere, er Robert Eggers klar med en ny udgave af samme historie.
Thomas Hutter må forlade sin unge viv Ellen for at drage på rejse til Transylvanien for besøge den mystiske Greve Orlok. Men hvad Thomas ikke ved, er at Greve Orlok har en fortid med Ellen, og planlægger at flytte til Thomas Hutters hjemland for at blive genforenet med hende.
Max Schreck skabte en uforglemmelig figur i stumfilmsversionen, men Bill Skarsgårds bud på rollen opnår aldrig samme fascinationsgrad, selvom han forsøger ihærdigt. Så foretrækker man faktisk Bela Lugosis “Dracula” fra 1931 eller Klaus Kinskis mesterlige gestaltning i Werner Herzogs udgave “Nosferatu – vampyren” fra 1979.
Herzogs udgave synes også at have været forbilledet for Robert Eggers version, og rent teknisk tager NOSFERATU sig flot ud på det store lærred ligesom periodeskildringen forekommer præcis. Men Herzogs kunstneriske vildskab savner man netop i en film om NOSFERATU, selvom der spilles nydeligt over hele linjen.
Denne NOSFERATU er og bliver gennemført professionelt arbejde, men heller ikke meget mere.
