Kunstnerisk mod er heldigvis ikke en mangelvare på Vendsyssel Teater, hvor man atter engang drister sig til at spille ny dansk dramatik på teatrets største scene. Denne gang med syv medvirkende plus et velsyngende Nordjysk pigekor.
Dramatikeren Thomas Markmann har tidligere slået sine folder i det nordjyske og han vandt tilmed en Reumert for forestillingen “Beton”, der spillede på Aalborg Teater.
Nu har han skrevet en eventyrberetning om den tilsyneladende forældreløse Annika, der er taget til grenen, for at finde sig selv og den far hun aldrig har kendt. Moderen er død af kræft og Annika har et foto fra grenen, hvor hun står sammen med en anden mand. Hendes mor har altid bildt hende ind, at faderen blot var en mand, hun mødte på en tur sydpå, men Annika har aldrig troet hende.
Mens hun sidder på stranden med udsigt over Skagerak såvel som Kattegat oplever hun drømmesyner, som måske bringer hende tættere på sandheden.
Gøje Rostrup har skabt en ganske sanselig scenografi, hvor havet på magisk vis skyller ind på stranden, uden at gøre det vådt, og hvor dyreskulpturer og en talende ræv bidrager til et univers, hvor alt tilsyneladende er muligt.
Den jyske presse har taget godt imod forestillingen, selvom teksten forekommer lige lovlig banal. Dyreskulpturerne får aldrig for alvor dramatisk liv, og kun Nicklas S. Lundstrøms ulv har en nærgående farlig, der fænger.
Isa Marie Henningsen har en velgørende renfærdighed i hovedrollen som Annika på trods af, at Annika nasser både øl og en bog af folk hun møder på sin vej. Men undslippe karakterens ferskhed kan Isa Marie Henningsen desværre ikke helt. Vi må dog i sidste ende overgive os til skuespillerindens sødme, og præstationen bliver i sidste ende en sejr for det unge talent.
Den erfarne iscenesætter Madeleine Røn Juul sørger for, at hun ikke alene på scenen, og Annika Johannesen som moderen, Lue Støvelbæk som den søgende piges nye nørdede ven og den lokale favorit Hanne Laursen som gæv fiskefrikadellefabrikant gør sig positivt bemærket denne aften.
Forestillingens spændende lydside inddrager Nordjysk Pigekor på en opfindsom måder, der når ud over den traditionelle skønsang.
Der er således meget at fryde sig over undervejs, selvom helheden udebliver, men et interessant forsøg er forestillingen ikke desto mindre.
(Michael Søby)
