Allerede i filmens åbningsscener indskriver NO REST FOR THE WICKED sig i filmhistorien som den flottest filmede spillefilm, der er optaget på Færøerne.
I mange år var det primært film som “Tro, håb og trolddom” (1960) og ”Barbara” (1997), der gav danskerne et visuelt indtryk af livet på Færøerne. Filmens fotograf Jacob Møller har tidligere gjort sig positivt bemærket med et vemodigt storbyportræt i ”København findes ikke”, og i NO REST FOR THE WICKED formår han ikke blot at indfange den kraftfulde og nærmest medspillende natur på Færøerne, men fanger også de poetiske lag i intimiteten mellem to mænd.
NO REST FOR THE WICKED er produceret af Lars Bredo Rahbek, der forelskede sig i Færøerne i forbindelse med optagelserne til Nils Malmros’ ”Barbara”, den hidtil største filmproduktion på Færøerne i 1997. Bag Lars Bredo Rahbeks mange filmiske bedrifter som producent kan nævnes ”En Soap”, der hittede på Berlin-filmfestivalen, og den dansk/islandske ”Heartstone”, der i 2017 blev kåret som årets danske film af cphculture.dk.
Begge film havde queer-kærlighed som centralt tema i lighed med NO REST FOR THE WICKED, og filmens instruktør Kasper Kalle fik da også sit gennembrud med queer-filmen ”Sorte måne”, som i 2016 indbragte ham en Ekko Shortlist Award for den bedste korte fiktionsfilm. Senere fulgte det mere tvivlsomme historiske drama ”Christian IV – Den sidste rejse”, der dog udmærkede sig ved at have Baard Owe i karrierens sidste og fineste filmpræstation.
Men ingen af disse film forbereder publikum på det overvældende filmværk som NO REST FOR THE WICKED er. Karl Heinrich Ulrichs’ novelle ”Manor” fra novellesamlingen ”Matroshistorier” danner forlæg for filmen og kan dateres helt tilbage til 1885. ”Matroshistorier” udkommer på forlaget 10 Vilde Heste i forbindelse med filmens premiere.
I bogen er det en dreng på 15, der bliver reddet fra en drukne, af en 19-årige hvalfanger, men i filmen spilles rollerne af de noget ældre Egor Venned og Pilou Asbæk.
Egor Venned fanger vores opmærksomhed ved sin usædvanlige skønhed, og forud for spillefilmsdebuten har han da også arbejdet som fotomodel for internationale modehuse. Men Egor Vanned formår også at lade os mærke, at der bag den kønne facade findes ægte lidenskab.
Pilou Asbæk har sjældent virket mere charmerende på film end som den rejselystne hvalfanger, men også han rummer ægte passion i spillet, der giver de erotiske scener troværdighed. Men lidt mindre bornerthed havde faktisk klædt filmen i betragtning af de store følelser, der her er på spil.
Sofia Nolsøe gør næsten rollen som den unge mands mor til en hovedrolle med sin rørende indsats, og en anden færing Kjartan Hansen, hendes mand og kollega fra Aarhus Teater får også markeret sig på film i lighed med sangerinden Brimheim i rollen som Beinta.
På stort set alle fronten fremstår NO REST FOR THE WICKED som en imponerende produktion, der allerede har fået priser og invitationer fra internationale filmfestivaler, og som er solgt en del lande allerede før, at den har fået dansk premiere.
Især lydsiden og musikken fortjener at blive fremhævet, og det må være en smagssag, om man synes, at diverse horrorafsnit bliver lidt for effektjagende i filmens sidste halvdel. Slutningen retfærdiggør heldigvis en del, og får os til at forstå kærlighedens kompromisløshed.
