NISSERNE FRA KOLDINGHUS

★★★★☆☆

Hvis man ikke allerede er kommet i julehumør, så kommer man det med garanti på Koldings Egnsteater, hvor der på hyggelig vis er pynte op til jul og hvor man på premiereeftermiddagen serverede risengrød og – kun til de voksne! – en potent julegløgg.

Således i den helt rette stemning kunne løjerne begynde på den skrå scene, hvor et nyt hold skuespillere tog os med til Koldinghus. Her møder vi drengene Arthur og Lukas, der tilbringer en kold vinter for mange år siden alene med deres mor. Deres elskede far er nemlig draget i krig mod svenskerne.

Men det bliver endnu værre. For der udbryder brand på koldinghus og børnene og deres mor må flygte. Da der bliver behov for moderens hjælp i den lokale kirke, hvor krigens ofre har brug for hjælp, må drengen selv vandrer videre ud til deres mosters gård gennem den mørke skov.

Man siger, at der ikke er nisser og at ulve er uddøde i Danmark, men måske er der alligevel en enkel ulv tilbage og nogle søde nisser, der både kan drille og trylle.

Dramatikeren Julie Petrine Glargaard fortæller den spændende historie med en god portion julemagi, og iscenesætteren Kasper Wilton får alt det bedste frem i de medvirkende. Sebastian Vinkel Dall (der alternere med Karl Hartvig Buhl i rollen som den yngste søn) og Johan Damgaard Lauritsen er hver på deres måde rørende som de tapre brøde og Christina Elisabeth Mørkøre har både sødme og hjertevarme som deres mor.

Frederik Rahn Grundtvig, Ingrid Hedegaard og Thomas Guldberg Madsen gør god fyldest som nisser eller andre bemærkelsesværdige skabninger, og man mærker en spilleglæde, der smitter fra samtlige medvirkende.

Nævnes bør også Camilla Bjørnvads atmosfæremættede Reumert-nominerede scenografi og hendes eventyrlige kostumer.

Der er dermed flere god grunde til at gæste Koldings Egnsteater, hvor man til premieren bl.a. kunne møde teatrets kommende direktør Kristoffer Helmuth, der tiltræder om nogle få dage, d. 1. december 2025.

(Michael Søby)