NATTEN

★★★★☆☆

Aarhus Teater er atter vært for en storladen stiliseret teaterkoncert iscenesat af Nicolei Faber, manden bag den dobbelte Reumert-vinder “Lyden af de skuldre vi står på”.

Men hvor Reumert-vinderen var et orgie i farver, fremstår NATTEN som en stramt realiseret film noir i sort/hvide og grå nuancer. En vis gyser-atmosfære hviler også over forestillingen, der opleves som et smukt mareridt i Julian Juhlins elegante scenografi tilsat hans bevidst groteske kostumer, der leder tanken hen på Tim Burtons kulsorte filmkomedie “Ed Wood”.

8 velsyngende skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble får kyndig musikalsk assistance af Aarhus Teaters Kor og ikke mindst Marie Koldkjær Højlund, der sammen med Martin Højland og Simon Dokkedal (Den Sorte Skole) står som ansvarlige for forestillingens komposition, produktion og arrangement.

Tekster af bl.a. Thomas Kingo, St. St. Blicher og N.F. S. Grundtvig vækkes til live gennem moderniserede udgaver af den originale musik af blandt andre Johann Schop, Oluf Ring og Christian Bull.

Blandt skuespillerne aner man en særligt glød hos Mette Klakstein og Emil Prenter. Og selv en idiotisk anmelders nyanskaffede mobiltelefon kan ikke ødelægge aftenens højdepunkt: Sangen om “Den Lille Ole” i en faretruende velturneret udgave anført af Simon Mathew.

Med titler som “Sig nærmer tiden”, “At sige verden ret farvel” og “Fortabt er jeg stadig” er kan NATTEN ikke siges at være døgnets mest muntre tid., men forestillingen er ikke desto mindre en fabelagtig og konsekvent gennemført æstetisk oplevelse, som man ikke ville være været foruden.

(Michael Søby)