NATTEN ER LAVET AF GLAS

★★★★☆☆

Teatret st. tv. gæstespiller på ZeBU, Amagers førende børne- og ungdomsteater.

Forestillingen NATTEN ER LAVET AF GLAS handler om to teenagerpiger, der sammen skal lave en opgave om Krystalnatten i 1938, men samtidig sker der noget i deres hverdag, der får deres egen lille verden til at bryde sammen.

Betina Grove har både skrevet og instrueret forestillingen, og man mærker virkelig hendes store erfaring med børne- og ungdomsteater. De rappe replikker mellem de to teenageveninder Naja og Caro sidder lige i skabet, og hendes nænsomme iscenesættelse får de to unge skuespillerinder til at fremstår med en velgørende naturlighed, der låner autenticitet til den dramatiske historie. Siff Vintersol (Naja) og Malaika Barenth Mosendane (Caro) har begge ære af deres samspil, og man føler sig overbevist om, at det ikke er sidste gang, at vi ser disse to unge kvinder i markante roller på en scene.

Nana bliver pludselig offer i en shitstorm, efter at hun er blevet mobil-optaget i en akavet situation med en dreng. Videoen er herefter blevet manipuleret til en lidet flatterende gif, der er blevet delt mellem hendes klassekammerater, og da hun tager til genmæle, udvikler historien sig til noget endnu værre.

Cæcilie Schjødt Tørnsøs scenografi består mest af nogle nuttede pelsbeklædte kasser, der kan flyttes rundt efter behov, og det fungerer faktisk udmærket. I tilgift er der skabt et lille privat rum bag et gennemsigtigt gardin på bagscenen, og her oplever vi en mere sanselig og smukt koreograferet side af Nana, der bidrager til forståelsen af hendes indre.

NATTEN ER LAVET AF GLAS skildrer et svært emne med mange fine nuancer, men man bør tage aldersgrænsen på 13 år alvorligt. Forestillingen synes dog helt oplagt i skolesammenhænge, hvor den givet vil skabe debat.

(Michael Søby)