Sidste sommer hittede rapmusicalen NATASJA i Operaen, og samtidig fik man fat i et helt nyt og yngre publikum. Derfor giver det god mening, at Tivoli Koncertsal nu får mulighed for en genopsætning af succes-opsætningen.
Det er nu ikke første gang, at sangerinden NATASJA er centrum for en usædvanlig musikforestilling. Faktisk havde hun selv hovedrollen i rhythm & poetry-forestillingen “Kampen om Danmark” i 2006. Et samarbejde mellem BaggårdTeatret og Odense Teater iscenesat af Lasse Bo Handberg med bl.a. Mads Nørby, Signe Anastassia Mannov og rapperen UFO på rollelisten.
Men nu har Lion Musicals og Live Nation forenet kræfter med forestillingens idemand og manuskriptforfatter Clemens Telling i et vitalt og farverigt show.
Dramaturgisk er forestillingen ikke fejlfri, og det er heller ikke alle replikker eller sangtekster, der når helt ud til publikum – hvilket også skyldes en til tider uklar diktion hos enkelte af de medvirkende. Clemens er sluppet forbavsende godt fra at skrive manuskriptet på vers, men sangteksterne forekommer at være en mere uegal masse med måske lidt for mange forskellige leverandører?
Men selv med disse ret alvorlige forbehold må man bare overgive sig til forestillingen NATASJA, som Nikolaj Cederholm har iscenesat spektakulært – med den uovertrufne scenograf Benjamin La Cour som allieret. En ekspressiv malerisk digital grafik danner undervejs en dynamisk kontrast til den spæde start, hvor NATASJA må optræde i de lidet glamourøse omgivelser i ungdomshuset.
Vi oplever nøglebegivenheder i hendes liv, og tre meget forskellige kvinder (Cisilia Ismailova, Roberta Hilarius Reichhardt og Feven Geles) deles om titelrollen. Men det giver mening i Nikolaj Cederholms iscenesættelse, der hele tiden udfordrer vores opfattelse af alder, køn og hudfarve for at fortælle en større historie.
Cisilia Ismailova byder ind med både sødme og styrke, Feven (FVN) Geles fremstår både sej og kampklar, mens Roberta Hilarius Reichhardt agerer den mere sårbare NATASJA. Alle med bemærkelsesværdige stemmer, og det er en interessant detalje, at det er Roberta Hilarius Reichhardts lyse NATASJA, der udsættes for racisme.
Trine Appel får et velkomment comeback som NATASJAs hårdtprøvede mor, og skaber også en række præcise portrætter af nogle af de mange kiksede mænd omkring NATASJA.
Caroline Henderson tegner et vittigt portræt af den svenske musikproducent Denniz Pop, der hitter internationalt med Ace of Base. Men han har svært ved at tæmme den rebelske NATASJA, der ved, at hun vil noget andet med sin musik.
Som den første kvindelige rytter i et uofficielt sudansk derby bryder hun grænser for, hvad kvinder kan, hvis bare de får muligheden. I Jamaica vinder hun tilmed en stor musikdyst, der bidrager til berømmelsen i Danmark, men det er desværre også i Jamaica, at hendes mere end lovende karriere får det sidste knæk.
Helt afgørende for forestillingens sprudlende karakter er koreografen Toniah Pedersen og hendes fortræffelige dansere, der blandt andet tæller to af tidens hotteste navne Oliver G. Zohore Bergstedt (der netop har triumferet på Blaagaard Teatret i sin første solo) og Ibrahim Ukash Flensborg Madsen. Men også Luc Boris André Kouadio og Suad Demirovic fortjener at blive fremhævet. Kapelmester Pharfar får i sandhed musikken til ånde, og til sidst må publikum op og stå for at synge med på NATASJAs største hits.
NATASJA fremstår således som et vellykket projekt, der formår at overvinde sine egne mangler takket være en uforfalsket spilleglæde på scenen. Man mærker også en fælles kærlighed til en ung kvinde, der hed NATASJA, og som slet ikke er glemt.
(Michael Søby)
