NAT I DYREPARKEN

★★★☆☆☆

De erfarne animatorer Ricardo Curtis og Rodrigo Perez-Castro er kendt deres bidrag til moderne animationsklassikere som ”De utrolige” og ”Manolos magiske rejse” (”The Book of Life”). Nu forener de kræfter og har sammen instrueret NAT I DYREPARKEN (”Night of the Zoopocalypse.”)

Filmen er forsvarlig Halloween-underholdning for børn fra 7 år og opefter, men hverken visuelt eller fortællemæssigt hæver den sig over det jævne. Den har dog nogle ganske skægge karakterer, som også i den danske version rummer en vis charme.

Jens Jacob Tychsen og Caspar Philipson synes at dyste i muntert krukkeri, men der er dog Malaika Mosedane og Amalie Dollerup, der som Lærke og Frida løber med opmærksomheden i kraft af deres sødmefyldte præstationer.

Nævnes bør også Mads M. Nielsen, der får god brug for sin smukke dybe stemme i rollen som Dan og Martin Greis-Rosenthal, som giver rollen som Xavier et ægte fransk strejf.

Der er med andre ord også lidt for de voksne at glæde sig over i denne godmodige animationsfilm, der udspiller sig i Colepepper Zoo, da en meteor slår ned i parken.