Abel Gances fem-en-halv time lange “Napoléon” fra 1927 står stadig som den definitive film om den legendariske kejser, der har lagt navn til hele to forskellige kager. Men derfor kan Ridley Scotts storladne og voldsomme portrætfilm godt komme i betragtning i forårets Oscarræs, både i kategorierne årets film, bedste instruktør og bedste mandlige hovedrolle.
For selvom man savner det franske aftryk i den komplekse NAPOLEON-figur, formår Joaquin Phoenix også denne gang at fascinere – både som magtmenneske og ægtemand.
Ridley Scott interesserer sig ikke for Napoleons barndom eller for finesserne i de lokalpolitiske intriger omkring hans storhed og fald. Phoenix gør heller ikke Napoleon til fransk charmør a la Charles Boyers Oscar-nominerede portræt overfor Greta Garbo i “Conquest” fra 1937. Rod Steigers bulderbasse-udgave af “Napoleon” i “Waterloo” skånes vi også for.
Joaquin Phoenix’s NAPOLEON er en begavet militær strateg, der kender og forstår krigsmaskineriet i alt sin gru. Men han er også ligeså afhængig af at have en kone derhjemme, han kan stole på, som hun er er afhængig af ham økonomisk.
Forholdet til Josephine forekommer ikke sundt, men de forsøger i al fald at opretholde en form for venskab og erotik af den uromantiske slags. Barnløsheden rammer dem hårdt, og de kommer begge til at betale prisen for det. Vanessa Kirby skildrer Josephine som en vulgær kvinde, der med tiden erfarer omkostningerne ved at gifte sig med et magtmenneske.
Ridley Scott begynder sin historie ved Marie Antoinettes halshugning og slutter ved Napoleons død, som slet ikke er så dramatisk som mange måske tror, fordi Napoleons navn altid er blevet forbundet med slaget ved Waterloo.
Rent historisk tager Ridley Scott sig også denne gang nogle friheder, men på de givne betingelser for en amerikansk storfilm om en fransk kejser er filmen et flot comeback for den aldrende instruktør.
