Den med spænding imødesete tredje og sidste del af spøgelsestrilogien på Husets Teater har netop haft premiere. Den markerer samtidig afslutningen på teaterdirektør Liv Helms frugtbare klassiker-samarbejde med Odense Teater, der efter Henrik Ibsens ”Gengangere” og ”Fruen fra havet” nu rundes af med NÅR VI DØDE VÅGNER, et af Ibsens mest komplekse værker.
Hvor spøgelserne i de andre værker kun præger handlingen, får det i Ibsens sidste drama en fysisk form, der må være en udfordring for enhver iscenesætter. Peter Langdal lod historien udspille sig i et radiostudie i sin geniale opsætning på Betty Nansen Teatret i 2002, mens Amanda Linnea Ginmans mere symboltunge version på Aarhus Teaters studioscene i 2021 tager udgangspunkt i en sauna.
Den klaustrofobiske fornemmelse finder vi også på Husets Teater, hvor den billedhugger Arnold Rubæk og hans meget unge viv Maja hviler sig på deres hotel, beskyttet mod den ydre verden af tynde lyse gardiner.
Maja keder sig, mens Arnold er rastløst og frustreret over sin egen kunstneriske deroute. Han har ikke produceret noget af kunstnerisk betydning, siden han mistede sin muse Irene for snart mange år siden. Men pludselig dukker hun op – tilbage fra dødsriget, og Arnold aner en chance for endelig at opnå den fysiske nærhed med hende, han aldrig fik, mens hun var i live, samtidig med at han håber, at hun på ny kan inspirere hans værker.
Benjamin Kitter giver et fortræffeligt portræt af den flotte selvfede billedhugger, der både savner sin kunstneriske skaberglæde og det fysiske nærvær. Rosemarie Mosbæk har mange fine detaljer i sit portræt af den alt for unge kone, der drager mod bjergene i stedet for at tilbringe tiden med en mand, der ikke gider hende længere.
Louise Davidsen kæmper bravt med rollen som Irene, der er tilbage fra dødsriget. Et meget konkret portræt ikke uden bitterhed, og kun en vis verdensfjern tilstedeværelse indikerer, at denne kvinde i al fald engang var død. Men de poetiske lag i karakteren vil ikke rigtigt indfinde sig, hvilket dog ikke nødvendigvis er skuespillerens skyld. Der er en smuk pointe i, at en kvinde med en ældre krop også kan være muse, men kroppen alene gør det bare ikke troværdigt.
Anastasia Holst Nørlunds NÅR VI DØDE VÅGNER er ikke helt så vellykket som Liv Helms egen iscenesættelse af ”Fruen fra havet”, der tidligere på året blev belønnet med en velfortjent Reumert som årets forestilling. Men det har man heller ikke ret til at forvente, og samlet set står spøgelsestrilogien som et af de mest spændende klassikerudspil i de senere år, og den afsluttende scene i NÅR VI DØDE VÅGNER understreger det store perspektiv i Liv Helms Ibsen-bearbejdelser.
(Michael Søby)
