Få minutters gang fra Maribos bedste og smukkest beliggende restaurant, Bangs Have, ligger Hylddalen, hvor der i over 100 år er blevet spillet friluftsteater. I denne sæson gælder det musicalen MY FAIR LADY – baseret på George Bernard Shaws hovedværk “Pygmalion” og med tidløse sange og musik af Frederick Loewe og Alan J. Lerner.
MY FAIR LADY viste tidligere på året ifm Nyborg Voldspil, at hun ikke altid er en nem dame at realisere på scenen, og især ikke med et semiprofessionelt ensemble, men heldigvis går det bedre i Maribo, hvor musicalen er i kyndige hænder hos den Reumert-belønnede iscenesætter Vibeke Wrede, der vandt prisen for sin mageløse opsætning af Emily Brontës udødelige roman “Stormfulde højder” på Odense Teater.
Også i “My Fair Lady” mærker man Vibeke Wrede udprægede sans for at skildre kvinders livsvilkår. Datidens suffragetter demonstrer med opslåede parasoller for kvinders stemmeret, og Vibeke Wrede forsøger også at se den kvindelige hovedfigur i et nyt perspektiv ved at have hendes unge slægtning på scenen i store dele af forestillingen.
En god ide, der desværre virker forstyrrende for handlingen, selvom Amanda Marie Winther spiller hende yndigt. Her burde man nok have begrænset rollen til første og sidste scene, så karakteren ikke bare skal sidde og glo på de voksne det meste af tiden, og så ville man også undgå, at hun sidder i vejen.
Som Eliza er Cecilie Bogø Bach et fund, og hun kan ikke bare synge, men synes også at have et vis komisk talent.
Peter Thieme har næppe nogensinde været bedre end som Higgins. Han har tydeligvis arbejdet med sin diktion, og hans sprog bliver netop den nydelse, det skal være. Skulle man udsætte noget, må det være, at det ikke er, der får ham til at skælde ud på Eliza i første akt, han nyder blot at nedgøre hende og dermed fremhæve sit eget åndelige format, og scenerne fungerer bedst, når de spilles med lethed.
De to unge får mere end almindelig god opbakning takket være stjerneduoen Waage Sandø og Pia Jondal. Waage Sandø giver Oberst Pickering et boblende humør, og hans hengivenhed overfor Eliza er rørende. Pia Jondal har format som Mrs. Higgins, ikke mindst i den scene, hvor hun bakker Eliza om og prøver at lære sin søn noget om, hvordan man opfører sig ordentligt.
Rollen som Elizas far, skraldemanden Alfred P. Doolittle, må være en drømmerolle for Frank Rubæk og han spiller den vittigt – ikke mindst i scenen, hvor han får øje på sin kommende brud. Koreografen Heidi Scheibye har tilmed givet ham nogle fikse trin undervejs, der giver ham en lethed i udtrykket, hvilket bliver en gevinst for præstationen.
Som Elizas tilbeder, den kejtede Freddy, der synger en oprigtig udgave af “The Street Where You Live”, yder Christian Bergman en sympatisk præstation. I rollen som Mrs. Pierce er Tine Gotthelf bedst, når hun lader karakterens humanisme gennemlyse den rigeligt karikerede fremtoning. Men hvorfor denne Mrs. Pierce skal være bælle portvin og komme i nærkontant med Hr. Higgins underliv, forstår man ikke – det virker bare plat.
Vi nyder genhøret med de dejlige melodier spilllet af Bjørn Hyrups orkester, og nyder synet af Elizas balkjole. Lidt scenografiske overraskelser havde dog ikke skadet.
Men MY FAIR LADY bliver ikke desto mindre en sejr for NørregadeTeatet. Aftensolen kunne have lunet endnu mere, hvis man var begyndt forestillingen mindst en time før, hvilket også ville gøre det mere lokkende for gæster udefra at komme til Hylddalen. En varmhjertet lykkelig slutning, der ikke for alvor krænker forlæget, hjælper dog på kropstemperaturerne.
(Michael Søby)
