Efter at Sjællands Teater opnåede succes med deres turneversion Agatha Christies ”Anklagerens vidne”, er det nu Folketeatrets tur til at prøve kræfter med af en af teaterhistoriens mest sejlivede klassikere, Agatha Christies MUSEFÆLDEN (“The Mousetrap”).
I årtier har forestillingen spillet i Londons West End, hvor Agatha Christie er ikke blot er kendt som en populær romanforfatter, men også som den mest succesfulde kvindelige dramatiker nogensinde, og den eneste, der har haft tre stykker på plakaten samtidig. Talrige filmatiseringer er det også blevet til – de bedste i 1970’erne – og for et par år siden fik vi tilmed filmen “See How They Run”, der omhandler et mord i forbindelse med en opsætning af “The Mousetrap”.
Iscenesætteren Viktor Tjerneld virker særdeles fortrolig med Agatha Christie-universet, og det er lykkedes ham at tilføre forestillingen den helt rigtige atmosfære, hvilket også har smittet af på de medvirkende på Folketeatrets store scene.
Amanda Bøgestrøm og Kasper Krassimir er passende perplekse som det hårdt prøvede par Mollie og Giles Ralston, der nyligt har overtaget pensionatet Monkswell Manor.
Mikkel Becker Hilgart giver et veloplagt bud på Sergeant Trotter, der håber at finde frem til den kvindemorder, der menes at skjule sig på pensionatet.
Er den mon den hemmelighedsfulde Miss Casewell (en sprød og spændende Karla Rosendahl), den stærkt sminkede italiener Mr. Paravicini (overdådigt spillet af Alexander Clement) eller den haltende major Metcalf (mystiske Haesam Jakir)? Eller kan det være den myndige og majestætiske Mrs. Boyle (Charlotte Elizabeth Munksgaard i herlig grotesk udfoldelse) eller den flamboyante arkitekt Christopher Wren (vittige gestaltet af Andreas Dissing Hyttel)?
Det bør man gå i teatret for at finde ud af, og Folketeatret sender tilmed forestillingen rundt i landet, så tjek deres hjemmeside for en turnéplan. MUSEFÆLDEN giver også mulighed for at nyde Frederikke Dalums stilfulde sort-hvide scenografi, der leder tankerne henimod de tidlige Agatha Christie-film. Antydninger af rødt i de medvirkendes munde giver samtidig et strejf af moderne gys til teateroplevelsen uden at svigte grundstemningen.
Der er stadig Agathe Christie-skuespil bl.a. med Hercule Poirot, der kunne fortjene opsætninger i Danmark, og der er bestemt også andre kvindelige dramatikere fra forrige århundrede som f.eks. Lillian Hellman (”Toys in The Attic”, ”The Children’s Hour og The Little Foxes”), der har krav på at blive genopdaget af nye generationer af teatergængere.
Danske Sophie Breum skrev også en vellykket sceneudgave af ”Jul i Købmandsgården” (baseret på filmen ”Fra den gamle Købmandsgaard”) i samarbejde med Thorvald Larsen, og at dømme efter programmet fra Det Ny Teaters opsætning, ville den klæde Folketeatrets smukke gamle scenerum.
(Michael Søby)
