Selvom første spadestik til Baggård Teatrets nye hjem på havnen snart er en realitet takket være generøse bevillinger, kan man stadig nå at besøge Svendborgs hyggelige egnsteater i Caroline Amalie Lunden.
Luna Park Scenekunst præsenterer her i samarbejde med BaggaardTeatret en forunderlig lille forestilling, der vil bevæge voksne såvel som børn med sin helt særlige magi. Betina Birkkjær har stået for både ide, tekst og iscenesættelse, og kan også tage en del af æren for den detaljerige scenografi i samarbejde med Bjarne Kalhøj. Også Rasmus Stenager Jensens indsats som medskabende performer og Marte Schaus bidrag som sanger og lyddesigner fortjener ros.
Forestil dig et museum med klenodier og rekvisitter, der knytter sig til eventyr af Brødrene Grimm og H.C. Andersen.
Uden sko føres vi rundt i et rum med små øer, der alle har genstande, som knytter sig til bestemt emne. Nogle genstande er lånte, nogle fundne, nogle doneret og nogle stjålet! – som det jo er skik og brug på ethvert ordentligt museum…
Det er således på MUSEET FOR EVENTYRRESTER, at man kan findre ærten fra “Prinsessen på ærten” og de sidste brødkrummer, som Hans & Grethe havde strøet for at vise vej hen til heksens hus (der kan beses i miniature!).
Den mindste og den mindste skål, der tilhørte den mindste af bjørnene i eventyret om “Guldlok” samt en svært medtaget mekanisk nattergal, hvis nye fjer bringer håb om, at den engang vil synge igen.
Hvem har ikke altid drømt om at se de sko, som Tommelise tog sine allerførste skridt med, eller resterne af den lille Idas blomster? Vores guide spørger os om hvilke blomster, vi selv ville være, hvis vi var blomster, og pludselig indser man, at den gruppe, man er en del af består af en vissen viol, en mælkebøtte og en stueplante.
Museet kan bryste sig af en fornem samling kamme, hver med sin historie, men største indtryk gør den enestående mængde tårer. Her er tårer grædt i smerte fra “Historien om en moder”, men også Rapunzels, der ikke blot lindrer smerte, men som også formår at give en prins sit syn tilbage.
Fra den lille havfrues øjne kommer kun noget, der minder og krystaliseret salt, og som ifølge guiden også skulle smage godt på en æggemad.
Man forlader museet forundret og fortryllet, og lover sig selv, at man fremover vil have mere opmærksom rettet på eventuelle eventyrrester i ens hverdag.
(Michael Søby)
