MUCH ADO ABOUT NOTHING

★★★★★☆


Sommerens mest sprudlende engelskesprogede forestilling finder man i selveste Botanisk Have – et stenkast (eller to) fra Nørreport Station. Her kan man passende holde en lille picnic, inden After Hours Theatre Company blænder op for en af Willam Shakespeares mest elskede komedier på originalsproget.

Den Shakespeare-kyndige iscenesætter, skuespilleren Thomas Magnussen, har samlet en række af Københavns dygtigste engelsksprogede skuespillere i øjeblikket, og sammen får de det engelske sprog til at danse i luften, så myk og andet småkravl bliver bagateller i den store sammenhæng.

Mange husker sikkert den bedste af flere filmversioner med det daværende par Emma Thompson og Kenneth Branagh i gnistrende samspil som Beatrice og Benedick, der tror de hader hader hinanden, indtil nogen bilder dem ind, at det gør de ikke, hvorefter de som så mange andre elskende før dem må give efter deres eget ego, og næsten modvilligt kaste sig ud i kærligheden.

Kevin Kiernan-Molloys Benedick er en rigtig gavtyv med en herlig energi og et væld af muntre detaljer. Linda Elvira spiller Beatrice aldeles bedårende, en flot og med rette stolt men også sødmefyldt kvinde, som forestillingens iscenesætter slet ikke er ene om at forelske sig i denne aften. Selv den stædige Benedick – som Beatrice er så uartig at kalde “Bene Dick” – må bare overgive sig til denne fortryllende Beatrice – et utvetydigt højdepunkt i jubilaren Linda Elviras karriere.

Omkring dem fryder et væld af dygtige karakterskuespillere anført af Ian Burns, der er i sit es – både som Leonato og Sexton. Jefferson Bond og Alexandra Jespersen finder en ægte smerte, der bevæger, som de unge elskende Claudio og Hero, men formår også at more som vagter i lighed med Thea Bell Schok. Også Søren Højen, Rasmus Emil Mortensen, Benjamin Stender har afgjort også deres øjeblikke i markante biroller, for der er ingen svage led i denne frydefulde sensommer-forestilling.

Får man ikke tæppet med hjemmefra, så er der heldigvis hjælp at hente hos de søde og hjælpsomme frivillige, der bidrager til at gøre oplevelsen i Botanisk Have til en udelt fornøjelse.

(Michael Søby)