Bag det usædvanlige navn Tallulah Hazekamp Schwab gemmer der sig en kvindelig instruktør, der er født i Norge, men har gjort international karriere. Efter nogle kortfilm fik hun sit gennembrud i 2014 med den hollandske tv-film “Confetti Harvest”. Alligevel skulle der går 10 år, inden hun kom på banen igen med MR. K, der synes inspireret af værker som Orson Welles’ klaustrofobiske Kafka-filmatisering “The Trial” og Steven Soderberghs mærkværdige Kafka-portræt fra 1991.
Tallulah Hazekamp Schwab har tydeligvis en forkærlighed for ekspressive billeder, og den bizarre Crispin Glover er da også et særegent valg til rollen som en omrejsende tryllekunstner, der indlogeres på et grotesk gammelt hotel, hvorfra man næppe tjekker ud.
Momenter, der genkalder Kubrick-gyseren “The Shining” og Hitchcocks “Psycho”, gør heller ikke noget godt for hotelbranchen, og selvom Tallulah Hazekamp Schwab synes at have ambitioner om at blive kvindernes svar på David Lynch, har hun trods alt ikke samme talent.
Efter en kuriøs fascination i filmens første halve time, bliver MR. K et temmelig anstrengende bekendtskab på grund af den manierede stilisering han omgives af. På trods af at filmkulisserne rummer en vis atmosfære, så får publikum også lyst til at forlade hotellet længe før spilletiden er udløbet. Man skal således virkelig have mod på en odiøs og anerledes, men ikke nødvendigvis fuld tilfredsstillende filmoplevelse for at løse billet til MR. K.
