MOULIN ROUGE!

★★★★★★

THE MUSICAL

(foto: Miklos Szabo)

Mere end tyve år efter Baz Luhrmann for altid forandrede vores opfattelse af, hvad “Moulin Rouge” kan være, får musicalversionen af hans overdådige film endelig dansk premiere. Et aldeles overvældende musikalsk show sublimt besat i alle roller og med topprofessionelle folk på alle poster må nødvendigvis udløse topkarakterer, for vi har sådan set aldrig hverken set eller hørt noget lignende på dansk grund.

Har Silas Holst nogensinde virket mere naturlig på scenen og sunget bedre end han gør i MOULIN ROUGE! THE MUSICAL? Det er utrolig, hvordan den mand bliver ved med at udvikle sig fra forestilling til forestilling, selvom man ikke for alvor kunne bebrejde ham, hvis han tillod sig selv at hvile på laurbærerne bare engang imellem.

Hvis man ikke blev overbevist om Sara Viktoria Bjerregaards stjernepotentiale, da hun spillede “Evita” på Aarhus Teater, så bliver man det med garanti nu. Glem alt om Nicole Kidman – Sara Viktoria Bjerregaard er den perfekte Satine. Hun og Silas Holst fungerer eminent godt som par – sangligt såvel som spillemæssigt, og så gør det jo helller ikke noget, at de også klæder hinanden.

Rasmus Bjerg yder en af sine bedste teaterpræstationer som Moulin Rouges økonomisk pressede indehaver, og det samme kan man sige om Laus Høybyes stilfærdigt rørende portræt af kunstneren Toulouse-Lautrec. For den ualmindelig smukke Stanley Bakar bliver rollen som den iltre Santiago en form for gennembrud og dejlige Lea Thiim Harder viser atter sin sceniske gennemslagskraft – denne gang som La Chocolat. Nævnes bør også Line Krogholms Arabia og Andy Rodas Baby Doll samt aftenens mest bemærkelsesværdige danser Mads Gronemann, der ligeledes gør god fyldest med sin fiffige mimik i en lille rolle som den svigefulde Au Pierre.

Den danske iscenesætter Niclas Bendixen har tydeligvis styr på sine tropper, og man synes næsten, at man kan mærke, at hans mor Britt kigger ned på scenen med sit varme anerkendende blik, når han giver sin koreograf Anja Gaardbo plads til at vise, hvad hun kan.

Scenografen Takis bør også roses for de storartede scenebilleder ligesom kapelmester Joakim Pedersen og hans orkester fortjener lovord for deres betydelige indsats.

Produktionsselskabet One And Only Musicals, producenten Rikke Lange og den executive producer Jesper Winge Leisner har atter opnået succes på Scandic Falkoners store scene, men denne gang er der tale om en triumf af internationalt format.

(Michael Søby)