MOTHER SOLDIER

★★☆☆☆☆

På skuespilhusets Lille Scene har man fået besøg af Datterselskabet, der præsenterer musikforestillingen MOTHER SOLDIER med Sandra Boss som komponist. Tre kyndige slagtøjsspillere står på en scene med askefarvet grus, og i luften hænger vragstykker og granatsplinter, der bidrager til at gøre krigen nærværende i Rosa Birkedals scenografi.

De tre kvinder agerer en form for soldater, og deres til tider truende spil på en række forskellige slagstøjsinstrumenter giver forestillingen dens eneste anstrøg af dramatik. Der er nemlig meget lidt teater i denne forestilling, hvilket også gør den økonomiske opbakning fra Statens Kunstfond m. fl. dybt problematisk. For dette er ikke en teaterkoncert, men en koncert forklædt som teater. De medvirkende er tydeligvis ikke skuespillere, og man har da også på nådig vis skåret replikkerne ned til en lille håndfuld militante ordrer samt nogle skrig. Men vi når aldrig over skolekomedie-niveau, og med så alvorligt et emne har publikum krav på mere – ikke mindst på en kongelig scene.

40 minutter lyder ikke af meget, men i dette tilfælde var det mere end rigeligt. At man så havde lukket en mor med et pludrende spædbarn ind i salen, gjorde kun ondt værre. Det var i al fald ikke barnet, man gjorde en tjeneste.

(Michael Søby)