Simon McQuoid debuterede som filminstruktør med ”Mortal Kombat”, baseret på det brutale computerspil af samme navn. Filmens kunstneriske kvaliteter kunne ligge på et meget lille sted, men ligesom spilserie opnåede filmen dog en vis popularitet. Derfor er Simon McQuoid tilbage i instruktørstolen, og MORTAL KOMBAT II er da også en my eller to bedre end forgængeren, hvilket egentlig ikke siger så meget.
Der er stadig et par skuespillere, hvis tomme øjne og håbløse replikbehandling tyder på, at de har lært deres roller fonetisk. De ser simpelthen ud som om, at de ikke aner, hvad de selv siger.
Der skal nok være nogen, der synes, at Karl Urban i rollen som filmstjernen Johnny Cage har det, som man i gamle dage kaldte for ”mandfolke-charme”, men ikke denne anmelder. Lidt mekanisk selvironi kan han dog mobilisere.
Filmen begynder, da Shao Kahn dræber sin rival, der lige har undervist sin lille datter i, at man skal kæmpe med hjernen og med hjertet. Hun lærer dog for en sikkerhed skyld at kæmpe med flere former for våben – ikke mindst nogle uhyggelige metalvifter, der virker som rundsave.
Til sidst er det hende, der står overfor sin fars morder, som hun må dræbe, hvis verdensfreden skal sikres.
MORTAL KOMBAT II er en film, som kun dårlige forældre tager deres børn med ind og se. Den er tilmed hyklerisk, fordi den hævder, at man skal kæmpe med hjerne og hjerte, og dog synes begge dele aldeles fraværende i alle de meget langstrakte kampscener, vi præsenteres for.
Vi behøver således ikke flere af disse ”Mortal Kombat”-film i de danske biografer.
