Jesper Dalgaard skabte en uforglemmelig film om den forglemmelige popgruppe ”Kandis”.
Nu har han med udgangspunkt i tv-journalisten Adrian Hughes’ podcast og roman skabt endnu et usædvanligt dokumentarisk værk om en mor og hendes drenge. Moderen efterlader en håndfuld breve til sine drenge, som hun samlet set er skuffet over, om end de yngste får en bedre medfart end de ældste.
Den ældste søn var uønsket og årsagen til moderens første mislykkede ægteskab. En anden skulle redde hendes ægteskab, men gjorde det ikke. Disse sønner synes stadig traumatiseret af moderens grusomheder – men på hver deres måde.
Asta August og Birthe Neumann spiller henholdsvis den unge og den ældre udgave af moderen, og i disse scener oplever vi primært moderens verbale brutalitet.
Jesper Dalgaard supplerer med diverse fotos og videooptagelser af moderen, og vi får tilmed et kor af spøgelseskvinder, hvilket næsten bliver for meget af det gode.
Der er næppe tvivl om, at denne mor – trods en vis ømhed for den homoseksuelle søn (som hun dog senere kalder for nazist!) – har været en dybt problematisk mor med talrige lig i lasten fra barndommens land.
Men hvad kan man så sige om hendes sønner, der siger ja til at medvirke i dette karaktermord af en film? Viser de ikke netop med en film af denne type, at de på godt og ondt er MORS DRENGE?
Filmens smukkeste scene kommer til slut, og har deres gamle ”far” som hovedperson. Han holder en tale, der viser, at han er måske den, der har lært mest af at være en del af denne film, og at han en gang for alle har frigjort sig fra fortiden, og nægter at være en af mors drenge.
