Kenneth Branagh vandt en velfortjent Oscar for sin meget personlige spillefilm BELFAST, men trods flere forsøg på at filmatisere Agatha Christie-romaner, må man igen konstatere, at det har han simpelthen ikke flair for.
Hans egen præstation som Hercule Poirot virker lige så forloren, som det uelegante overskæg den sofistikerede Poirot aldrig ville have accepteret som en del af sit ydre.
Hvor mesterlige Oscar-belønnede Agatha Christie-film fra 70’erne udmærkede sig ved at have store skuespillere i prægtig udfoldelse, så forekommer Branaghs Christie-film som værende miscastet med stadig mere tvivlsomme navne.
TV-stjernen Tina Fey kan muligvis sige rappe replikker, men hun mangler både format og charme til at håndtere pragtrollen som den selvfede forfatterinde Ariadne Oliver, der vover at udfordre Hercule Poirot. En rolle som Zoë Wanamaker spillede så fortræffelig ved flere lejligheder i den glimrende tv-serie med David Suchet i sit definitive portræt af den belgiske mesterdetektiv.
MORDET I VENEDIG (“A Haunting In Venice”) byder også på et gensyn med den karismatiske Oscar-vinder Michelle Yeoh (“Everything Everywhere All at Once”), der slet ikke har nok at arbejde med i lighed med Jamie Dornan, der ellers havde et karrierehøjdepunkt i Branaghs “Belfast”. Bedst er faktisk den lille Jude Hill, der tryllebandt en hel verden som hovedrolleindehaver i “Belfast”, og nu spiller en helt anden type dreng uhyggeligt overbevisende.
MORDET I VENEDIG har produktionsmæssige kvaliteter og nogle få visuelle fornøjelser, hvilket også er svært helt at undgå i en by som Venedig. Stemningsmæssigt rammer Branagh atter forkert, og forfalder i al for høj grad til den gyseræstetik, som Agatha Christie afskyede. Der var ingen billige triks i hendes bøger, men blot elementær spænding, som MORDET I VENEDIG desværre aldrig lever op til.
