Børneteater er ofte noget, der er blevet skabt på små budgetter og med få medvirkende. Det kan der stadig komme stor kunst ud af som f.eks. forestillingen “Tove” på vesterbro-teatret Zeppelin.
Men nogle gange er det altså også bare forfriskende at se en stor familieforestilling med mange medvirkende, der ikke bare skal underholde, men også fortælle en stor, relativ alvorlig men vigtig historie for børn i alle aldre.
En sådan historie er Michael Endes MOMO OG TIDSTYVENE, som Thomas Forsberg har bearbejdet for Odense Teater. Selvom forestillingen spiller på Odeons lille scene er der tilsyneladende ikke sparet på noget i Astrid Lindhardts ganske overdådige opsætning.
Astrid Lynge Ottosen tager os med til et gammelt Amphi-teater i Grækenland, hvor en usædvanlig skabning på 100 år ved navn Momo har taget bo.
Nadia Jasmin Nielsen spiller Momo med et bevægende vemod og en smuk renfærdighed, så det er intet under, at græske børn og voksne kommer til at holde af Momo. Men nogle infame tidstyvene narrer borgernes fritid fra dem, så de hverken har tid til at besøge den stadig mere ensomme Momo eller at være opmærksomme på deres egne børn.
Anders Budde Christensen er ret vidunderlig som Gigi, den fortælleglade fremmedfører, der ender som opkørt tv-vært med herlige anti-vitser, som end ikke Otto Leisner ville vove at fremføre. Anders Budde Christensen forener en scenisk lethed med et mylder af sjove detaljer i sit omskiftelige kropssprog, så han hurtigt bliver en favorit hos børn og andre barnlige. Og så har kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen velsignet ham med en betagende lyserød garderobe, der også gør ham til en visuel energikilde, som hele forestillingen har glæde af.
Mikkel Bay Mortensen og Klaus T. Søndergaard bekræfter atter, at de hører blandt Odense Teaters mange træfsikre karakterskuespillere med deres portrætter af henholdsvis Fusi, en misantropisk frisør, og en hårdt prøvet gadefejer ved navn Bepo.
MOMO OG TIDSTYVENE hører blandt teatersæsonens flotteste satsninger for børn- og unge, fordi den stoler på, at der ikke blot findes intelligens blandt de yngre generationer, men også empati.
(Michael Søby)
