MØD MIG PÅ CASSIOPEIA

★★★★★☆


De danske sommermåneder byder på en velsignelse af udendørsforestillinger og ikke mindst udenfor København er det i udpræget grad populært at blande professionelle med amatører i nogle store ganske ødsle musikforestillinger, der henvender sig til et stort publikum. Blandt de bedste denne sommer hører “Hurra for de blå husarer” i Slagelse, “De tre musketerer” i Varde og “Cabaret” i Nyborg.

Men de får nu kamp til stregen af et nyt tiltag, nemlig Stevns Sommerspil, som i år lægger ud med en imponerende opsætning af MØD MIG PÅ CASSIOPEIA i Slotsgården foran Danmarks største middelalderslot (opført ca. 1396) – også kendt som Gjorslev Gods.
Valget af netop Kai Normann Andersens MØD MIG PÅ CASSIOPEIA er på een gang oplagt og genialt, for den store komponist boede faktisk en tid på godset sammen med sin daværende samleverske Ellen Gottschalch (tante Rosa i Torben Anton Svendsens oprindelige filmversion af MØD MIG PÅ CASIOPEIA fra 1951). Det er ikke mindst Kai Normann Andersens fortryllende melodier, der gør MØD MIG PÅ CASSIOPEIA til den mest levedygtige af alle danske musicals.

Flemming Lynge og Børge Müllers charmerende tekst blev bearbejdet af Adam Price i forbindelse med en opsætning på Folketeatret for nogle år siden, og nu præsenteres vi for en ny udgave, som ikke blot tilskrives Adam Price, men også den nye forestillings kyndige iscenesætter Annalouise Gomard samt forestillingens unge producent og kunstneriske leder Nicolaj Cornelius. Han har tildelt sig selv Hans Kurts gamle glansrolle som komponisten John Berger, der får hjælp af en muse til at skrive en ny musical. Han har tydeligvis periode- og genre-fornemmelse, men man kommer ikke udenom, at rollen ligger i udkanten af Nicolaj Cornelius’ talent. På stort set alle andre områder er der dog grund til at rose Nicolaj Cornelius for hans enorme indsats for og med denne forestilling.

Både sangligt og spillemæssigt går det bedre for Thor Vestergaard som piloten Harry, selvom det naturligvis også er en udfordring at skulle gå i Poul Reichhardts fodspor. Trods Bodil Kjers definitive Bodil-belønnede portræt af musen Polyhymnia illuderer Marie-Louise Hansen faktisk som musikkens muse med både sødme og køn stemme, og det er en fin detalje, at hun kan kigge direkte op i himlen, når hun synger “Musens sang” om kærlighedskvaler – mellem himmel og jord. Sandra Elsfort gør ligeledes indtryk som divaen Irene, ex-kone til John Berger (i fillmen spillet og sunget af uforlignelige Lily Broberg).

Sune Svanekier som teaterdirektøren, Bjarne Antonisen som Zeus og ikke mindst en sprudlende Susanne Breuning som en forrygende tante Rosa (forestillingens bedste præstation!) giver alle et løft til forestillingens kunstneriske niveau. Men også mindre erfarne kræfter som Mathias Høyer som kejtet regissør, Emma Sofie Eckhoff som Frk. Sørensen, Anton Vammen (som danser og i diverse småroller) samt den kun 14-årige Zoya Sampson som dansepigen Dolly klæder forestillingen på hver deres måde.

De pragtfulde kostumer i den dejligt luftige scenografi balancer fint mellem gammelt og nyt, og afspejler dermed også forestilllingens tone, der forener nostalgi med en vis moderne frækhed. Et dygtigt lysarbejde samt en række fine visuelle effekter bidrager til det flotte helhedsindtryk, og havde musikken været spillet live, ville det afgjort have været endnu et plus for forestillingen.

Man gør klogt i at tage imod det gode madtilbud fra Stevns’ med rette berømte restaurant MAD OG RO, der også er medproducent på forestillingen. Her tilbydes bl.a. en teaterplanke med lokale lækkerier i en af de hyggelige gamle hestestalde, og der er mulighed for at købe godsets egen fadøl eller en en liflig Cassiopeia-drink med passionsfrugt til maden. Kom desuden i god tid, så I har tid til at se den vidunderlige park omkring godset. Man kan også med fordel erhverve sig Jesper Jørgensens prægtige bogværk “GJORSLEV – en bispeborg på Stevns”, hvis man vil vide med om godsets eventyrlige historie.

Som det antydes i tante Rosas energiske udklædningsfest, hvor en af de medvirkende noget overraskende er klædt ud som Liza Minnelli i “Cabaret”, skal man til næste år rent faktisk spille “Cabaret”. Men ellers må man håbe, at der atter bliver mulighed for at dykke ned i Kai Normann Andersens værker, f.eks. “Man elsker kun een gang”, som Hans Kurt og Else-Marie i sin tid havde gevaldig succes med på Det Ny Teater og på film, og som kan ses som en slags forløber for MØD MIG PÅ CASSIOPEIA.

(Michael Søby)