I sommer fik vi et appetitvækkende uddrag af Holstebro Teater og Dansekompagnis “Mit stille hjem” i forbindelse med Copenhagen Summer Dance på Ofelia Plads ved siden af Skuespilhuset.
Nu er der heldigvis mulighed for at opleve hele værket på Aveny-T – og det bør man ikke snyde sig selv for.
Forestillingen er iscenesat af David Cornelius Price og er blandt andet bemærkelsesværdig, fordi den er blevet til i mødet med tre ukrainske danserinder, der efter den russiske invasion flygtede til Danmark i 2022. De tre danserinder Yekateriena Bysheva, Kateryna Kuznetsova og Oleksandra Maksimchuk nøjes ikke med at give os passioneret dans, men har også bidraget til koreografien, og forestillingens alvor kommer ikke mindst frem i deres selvstændige dramatiske udtryk.
Vi oplevede en sanselig formidling af en krigstilstand og den ukrainske musik – både folkemusikken og kærlighedssangen – bidrog til den emotionelle resonans. Blandt de øvrige medvirkende bemærkede man glæde Holstebro Dansekompagni kunstneriske leder Marie Brolin-Tani, der stadig er en udtryksfuld danser og som gav den ældre generation en fysisk stemme på scenen.
MIT STILLE HJEM er på sin egen afdæmpede måde en af teaterårets mest bemærkelsesværdige nyskabelser inden for moderne dans. Smerten, der ulmer i denne krigsballet, vil givet blive boende i ens hjerte, når andre mere ødsle og glatte produktioner er forduftet fra hukommelsen.
(Michael Søby)