Marie Carmen Koppel er ikke blot en gudsbenådet sangerinde, men hun kan også skrive. Hendes sanseligt søgende selvbiografi synes styret af kærlighed, og det bringer hende vidt omkring, og bogens titel – MIT GLITRENDE KLUDETÆPPE – formår også at afspejle dette. Ikke alt, der glitrer, er guld, og man fornemmer også, at Marie Carmen Koppels tilværelse har budt på udfordringer. Men hendes optimistiske mand fra Marokko har haft positiv indflydelse på hende – på trods af deres forskellighed.
Bogen er dedikeret til datteren Celeste, og det giver god mening, for netop mor-datter forhold har haft essentiel betydning for Marie Carmen Koppels selvforståelse. Både i forhold til sin egen mor – og til datteren, der får sit eget digt med på livets vej.
Også den store kærlighed til forældrene gennemstrømmer bogen. Moderens herlige ligefremhed kommer blandt andet til udtryk, da nogle venner spørger, om de kan overnatte, og hun svarer ”Hverken nu eller nogensinde”. Med kærlighed husker Marie Carmen Koppel også togrejserne med far, hvor hun faldt i søvn til Coleman Hawkins og Ben Websters ”Blue Saxophones” fra fars kassettebåndoptager.
Det måtte naturligvis udløse en karriere som jazzsangerinde, men også Gospel-musikken har bragt Marie Carmen Koppel vidt omkring og ind i mange hjem via hendes populære plader.
Man føler sig overbevist om, at Marie Carmen Koppel stadig har mange spændende facetter i sit talent, som hun endnu ikke har delt med os. Men hendes glitrende kludetæppe er tydeligvis gjort af godt stof, og det kan næsten ikke undgå at give flere bemærkelsesværdige kunstneriske afkast.
(Michael Søby)
