MIROIRS NO. 3

★★★★☆☆

Christian Petzold er specialist i små stiliserede samtidsdrama, hvor handlingen pludselig tager en uventet drejning. Det gælder også for MIROIRS NO. 3, hvor den klaverstuderende Laura og hendes kæreste involveres i en bilulykke, der dræber ham og ændrer hendes livsperspektiv.

Hun flytter ind hos den modne Betty, der selv synes at savne noget i sit liv, og de to kvinder knytter hurtigt et tæt bånd, hvilket Bettys mand og søn umiddelbart har svært ved at forstå. Men tilværelsen har stadig flere overraskelser på vej.

Christian Petzold’ elsker at lade den menneskelige underbevidsthed komme til udtryk via uventede menneskelige handlinger. I Paula Beer har han tilsyneladende den ideelle skuespillerinde til at fortolke sine ideer.

Paula Beer brød i gennem med mesterværker som ”Franz” (af Francois Ozon) og den Oscar-nominerede ”Værk uden skaber”, og vandt The European Film Award for Christian Petzolds ”Undine”. Hun forfølger succesen i de efterfølgende fim ”Rød himmel” og nu MIROIRS NO. 3. – uden dog helt at nå samme hemmelighedsfulde niveau, og det samme kan siges om Petzolds film.

Men filmene er ganske begavet skruet sammen, selvom de benspænd, som Christian Petzold giver sine skuespillere fra tid til anden også kan irritere.