MINIONS & MONSTRE

★★★★★☆

Fra at være bifigurer i andres animationsfilm eller de gule MINIONS for længst blevet stjerner i deres egne film. Det forstår man godt, for Illumination Studios hører blandt verdens mest succesfulde skabere af animationsfilm, og med MINIONS & MONSTRE har de kreeret deres hidtil bedste film.

Den parisiske afdeling af Illumination Studios har virkelig formået at sætte sit præg på filmen. Den franske instruktør Pierre Coffin inddrager på raffineret nogle af de allerførste filmoptagelser i verden, der blev vist ved den allerførste filmforevisning i Paris 1895.

Ved at gøre Minions til en del af filmhistorien formår Pierre Coffin at gøre filmhistorien lyslevende for en hel ny generation af unge biografgængere. Pludselig kan man se Minions i de allerførste filmoptagelser fra ”Arbejderne forlader fabrikken” og flere andre berømmede stumfilmklip, og da Minions drager til Hollywood, får vi også små visuelle hilsener til den amerikanske stumfilms største stjerner anført af Charles Chaplin.

Men ligesom USA i dag er plaget af folkevalgte monstre, skaber Minions også deres egne monstre, og er tæt på at se alt hvad de har opbygget synke i grus. Heldigvis er ingen animationsfilm uden håb, og Illumination betyder gudskelov i mere end en forstand ”oplysning”. Det synes at være vejen frem.

De danske skuespillere til den danske version synes valgt med omhu. Ole Lemmeke gør et gloriøst film-comeback i rollen som filminstruktøren Max. En rolle, der tydeligvis er inspireret af stumfilmsinstruktøren Erich von Stroheims filmcomeback som Max von Mayerling i Billy Wilders mesterværk ”Sunset Boulevard”.

MINIONS & MONSTRE er med andre ord en film, der ikke kun vil underholde de mindste, men i den grad også en filmoplevelse, der vil stimulere de voksne med de talrige henvisninger til filmhistoriske nøgleværker. En serieproduceret animationsfilm med et udsyn og en ambition, som vi slet ikke er vant til.