Aveny-T er i løbet af de seneste år for alvor blevet et teater, der emmer af et højt aktivitetsniveau, god energi og ungdommeligt mod til at eksperimentere. Ofte er der tale om små skæve projekter på teatrets foyerscene, men denne gang indtager man store scene med en dramatisering af Stine Pilgaards litterære debut om en ung piges kamp med kærestesorger og en konstant bedrevidende mor.
Signe Hørmann Sørensen står både for dramatiseringen og iscenesættelsen, og måske derfor fungerer forestillingen som en helhed. Man kan diskutere, om der er tale om en Danmarks-premiere, for Husets Teater spillede MIN MOR SIGER for 7 år siden. Men man fornemmer, at teksten er blevet finjusteret, og med det nye kultfænomen Nina Rask på rollelisten som henholdsvis udramatisk kæreste/exkæreste og vi-veninden Mulle signalerer man i den grad teater til tiden.
Sofie Torp, der netop er blevet nomineret til en Bodil for sin hovedrolleindsats i Hella Joofs “100 meter i sekundet”, har næppe nogensinde haft en større scenisk gennemslagskraft end nu, og misser ingen facetter – hverken som sanger eller skuespiller i sit portræt af den handlingslammede unge kvinde i MIN MOR SIGER på Aveny-T.
Forestillingen er en flot finale på Aveny-Ts trilogi med Nina Rask, Sofie Torp og Signe Hørman som huskunstnere – ikke mindst på grund af Simone Bartholins farvesprudlende scenografi.
Laurits Emanuel får også bevist, at han bestemt kan andet end at vinde Melodi Grand Prix, som den ene halvdel af “Fyr og flamme”, og både som sangskriver, sanger og musiker er forestillingen også en succes for ham.
MIN MOR SIGER virker i starten som en udbygget, overproduceret monolog på en lidt for stor scene, men folder sig snart ud som legende levende teater med plads til både dur og mol. Ingen tvivl om, at Aveny-T har fået sig et gedigent teater-hit.
(Michael Søby)
