Marie Amachoukeli gjorde sig for nogle år siden bemærket med et dybtfølt portræt af en aldrende “Party Girl”. Nu bekræfter hun sit betydelige talent med MIN GLORIA (“Áma Gloria”) en kompleks og fintfølende skildring af relationen mellem den 6-årige Cléo og hendes afrikanske barnepige Gloria.
Da Glorias datter er gravid, må Gloria rejse tilbage til sin egen familie i øgruppen Kap Verde, en tidligere portugisisk koloni, der siden 1975 har været en selvstændig nation. Savnet for dem begge er enormt, og det bliver derfor besluttet, at Cléo skal holde sommerferie hos Gloria og hendes familie.
For den lille Cléo bliver det mødet med en mindre priviligeret men også mere enkel verden, hvor hendes største udfordring bliver, at hun må lære at dele Gloria med andre. Vi lærer også, at Gloria har en lang række andre problemer, hun er nødsaget til at forholde sig til udover familien, og man får da også en stor respekt for den indsats, hun gør for sin familie og for Cléo.
Men det er ikke alle, der ser Cléo som en del familien, og det får konsekvenser. Men kærligheden mellem Cléo og Gloria er så betagende fremstillet, at selv ikke den største kyniker kan undgå at få våde øjne.
Louise Mauroy-Panzani er en sand hjerteknuser som den lille tapre Cléo, der gør sit bedste for at omstille sig til en ny hverdag. Ilca Moreno Zego er på lignende vis et under af varme og velgørenhed, en af hverdagens helte, som aldrig får den opmærksomhed, hun fortjener.
MIN GLORIA luner i en kold forårstid, og dens medmenneskelighed bryder alverdens landegrænser på stilfærdig bevægende vis.
