Elena Ferrantes er blevet hyldet som sin generations største kvindelige forfatter og dog skal hendes åndelige medsøstre ikke vide sig for sikre på, at hun er en kvinde. Navnet er nemlig et pseudonym, og forfatterens sande identitet forbliver stadig et mysterium.
Hovedværket – en firbinds roman om livsveninderne Lenù og Lila – blev til en prisbelønnet italiensk Netflix-serie med titlen ”My Brilliant Friend” (”L’amica geniale”), og en over 6 timers lang teaterversion på Odense Teater blev i 2019 en sejr – ikke mindst via samspillet mellem Sarah Boberg og Malene Melsen som Elena Greco (Lenú) og Raffaella Cerullo (Lila).
Nu er det Aalborg Teaters tur til at prøve kræfter med det krævende stof, og selvom teatrets renomé i det seneste årti har været mere svingende end både Aarhus og Odense Teaters, så er det dog Aalborg Teater, der står bag 10-årets vel nok største teatertriumf, ”Anita-trilogien”.
Marie Knudsen Fogh har netop modtaget en yderst velfortjent Lauritzen-pris på 250.000 kr. for hendes uforglemmelige frontfigur i selvsamme teatermaraton, og hun bekræfter sit enestående talent i markante roller på Aalborg Teaters Store Scene i MIN GENIALE VENINDE bl.a. som Lenús ulykkelig og ubarmhjertige mor. Ligesom Napolis øvrige beboere voksede denne mor op i et nådesløst mandsdomineret klassesamfund, der tilmed er blevet korrumperet af mafiaen.
I Aalborg Teaters største sal skærer scenografen Steffen Aarfings brutale mur gennem det, der engang var scenen, og ændrer vores perspektiv på den verden, vi står overfor. Programmets familiebilleder vil være en god hjælp til at holde styr på de mange karakterer – selv for de mennesker, der har læst bøgerne. Man kan roligt kaste sig ud i heldags-udgaven – hvor der både er 2 x 20 minutters pause samt en timelang madpause, hvor man kan nyde den forhåbentlig forudbestilte mad i teatrets hyggelige restaurant.
Bolette Nørregaard Bang har en sval udstråling og en stilfærdig integritet som Lenú eller MIN GENIALE VENINDE som hendes rebelske veninde Lila kalder det. Men Lenú ved godt, at Lila er den bedst begavede af de to, men at Lilas livsvilkår og livsvalg gang på gang spænder ben for Lilas udfoldelser. Hanin Georgis spiller hende med en gnistrende uforsonlighed, der driver hendes omgivelser til vanvid samtidig med, at hendes mod inspirerer andre til gøre oprør mod diverse former for uretfærdigheder. Hanin Georgis’ Lila er til tider møghamrende, hvilket giver hende nogle knubs gennem livet, men den komplekse rebelske Lila er også stykkets bedste rolle, og Hanin Georgis forløser den formidabelt.
Jeppe Ellegaard Marling, Østen Borre Simonsen og William Halken lyser op i ensemblet med deres alsidighed og spillelyst samt diverse bemærkelsesværdige parykker. Men også karakterskuespillere som Lars Topp Thomsen, Peter Flyvholm, Camilla Gjelstrup Bang og Mogens Rex formår at markere sig undervejs i Camille Sieling Langdals stærkt underholdende version.
Forestillingens Napoli afspejler til fulde en splittet verden, hvor sårbare mennesker kæmper en daglig kamp for overlevelse, og dermed bliver Camille Sieling Langdals iscenesættelse af MIN GENIALE VENINDE også dagsaktuelt politisk teater, der engagerer og bevæger.
(Michael Søby)


