I betragtning af Kinas størrelse er det nærmest rystende, hvor lidt vi ved om kinesisk dramatik herhjemme. Var det ikke for Gritt Uldall-Jessen, Jimbut Jun Feng og Nydanskeren Jimbuts Kulturforening ville kinesisk teater stort set være usynligt herhjemme. Man bør derfor prise sig lykkelig, når et så spændende projekt som MIN FORSVUNDNE ONKEL gæstespiller på Teater FÅR302, hvor den kunstneriske nysgerrighed altid er i top.
Gritt Uldall-Jessen og Jimbut Jun Feng er initiativtagere til forestillingen, der er baseret på en virkelig hændelse: I forbindelse med rydningen af sin afdøde fars lejlighed i Shanghai finder Jimbut Jun Feng billeder af sin farverige onkel Suiyuan Fei, der ligesom Jimbut elskede yue-opera og drømte om at lave scenekunst. Jimbut Jun Feng sætter sig derfor for at finde ud af, hvad der skete med onklen, der som ved et trylleslag forsvandt fra Jimbuts barndomsminder.
Malene Nors Tardrup, der sammen med forestillingens fortæller Jimbut Jun Feng, manuskriptforfatter Gritt Uldall-Jessen og forestillingens norske instruktør Tormod Carlsen har stået for det enorme researcharbejde, er også ansvarlig for den atmosfæremættede scenografisk installation. En eventyrlig kinesisk stenhave med plads til fotos, tekster, avisudklip og andet autentisk materiale, der samtidig udvider vores opfattelse af, hvordan man kan trylle med scenerummet på det lille nyhavnsteater.
Med kyndig støtte fra Wu Lei bidrager også forestillingens kostumer til, at vi på magisk vis pludselig føler os hensat til fortidens glamourøse Shanghai. Forestillingens lydside rummer både perioderelevant sang og musik, men også interviews med aldrende slægtninge, der giver større vished angående årsagen til onklens forsvinden.
Jimbut Jun Feng er ikke selv skuespiller, men vi mærker det personlige engagement i formidlingen af historien, og det synes i denne sammenhæng faktisk endnu vigtigere. Han suppleres smukt på scenen af Zenghao Yang (der også gjorde sig fint bemærket i “Puden”, en anden af Nydanskeren Jimbuts Kulturforenings seværdige forestillinger) i et bevægende portræt af den unge onkel og af den karismatiske Wang Xiangyu, der bl.a. illuderer som onklens studiekammerat og – muligvis – hans livs kærlighed.
Gritt Uldall-Jessen forfalder aldrig til nemme svar, men skaber et sanseligt søgende univers, hvor grænserne mellem illusion og virkelighed nedbrydes i et forsøg på at finde en sandhed.
MIN FORSVUNDNE ONKEL hører blandt de mest dybtfølte værker, vi endnu har set fra Nydanskeren Jimbuts Kulturforening, og en ubestridt sejr for alle involverede.
(Michael Søby)