Når den sydkoreanske instruktør Bong Joon-ho (“Parasite”) forener kræfter med den hippe Robert Pattinson (“The Ligthhouse”) i en filmatisering af Edward Ashton sci-fi-roman “Mickey7” har man lov til at have store forventninger.
Men desværre indfries de ikke helt, selvom der bestemt er strejf af originalitet over det to timer og 17 minutter lange værk.
Mickey Barnes melder sig til en rummission for at vise sit værd, men han ender snart med alle de håbløse opgaver, der potentielt bare kan slå ham ihjel. Hver gang han dør bliver han genskabt, men en dag sker der en fejl – han overlever, og nu findes der to Mickey’er, hvilket er strengt forbudt.
Den oprindelige Mickey indser, at missionens leder (grotesk fremstillet af Mark Ruffalo med ublu Trumpske attituder) og hans viv (Toni Colette i et bizart bud på en slags præsidentfrue) kun vil deres eget bedste, og allierer sig med nogle aparte skabninger i håb om at få styrtet missionens ledende par.
Blandt de øvrige medvirkende bemærker man med glæde Steven Yeun og Naomi Ackie, og både fotografisk og scenografisk er filmen interessant ligesom musiksiden også har flere overraskelser.
Men vil man se et mere vellykket eksperiment, bør man kigge på Arthur Penns underkendte “Mickey One” med Warren Beatty.