Et verdensfænomen som Michael Jackson måtte naturligvis ende som hovedkarakter i en spillefilm, og instruktøren Antoine Fuqua, der instruerede Denzel Washington i hans Oscar-hovedrolle i ”Training Day”, har fornuftigt nok valgt at fokusere på de unge år, der formede Michael Jackson som menneske.
Juliano Valdi og Michael Jacksons nevø Jaafar Jackson spiller Michael Jackson som henholdsvis dreng og ung mand. Begge præstationer er respektindgydende og fanger essensen af Michael Jackson i en opvækst, der på godt og ondt blev domineret af den tyranniske far Joe Jackson, der styrede gruppen The Jackson 5 med hård hånd. Det gik ikke mindst ud over Michael Jackson, der allerede som lille fremstod som gruppens stjerne.
Det er lykkes for Colman Domingo (der blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle to år i træk for sine præstationer i ”Rustin” og ”Sing Sing”) at finde ind til mennesket bag den kontrollerende patriark, så vi fornemmer, hvordan Joe er blevet den skræmmende faderskikkelse, som han bliver for sine børn.
Man kan med en vis ret mene, at MICHAEL bliver et glansbillede af Michael Jackson. Vi får tilmed en god forklaring på hans i al fald i starten modstræbende pilleforbrug. Men filmen viser dog, at Michael Jackson hyrer en anden til at skrive til sin far, at han er fyret som manager for Michael Jackson, og Michael Jackson vælger også at opløse The Jackson 5 uden først at konsultere den øvrige familie.
Mest påfaldende er det dog, at filmen helt ignorerer, at Michael Jackson har en seksualitet. Han er ensom, har dyrevenner fremfor menneskevenner, men besøger dog syge eller handikappede børn på hospitalerne og har tilsyneladende altid tid til at skrive autografer til de fans, som han også opfatter som venner.
Den Oscar-nominerede sang ”Ben”, hvis tekst dannede grundlag for de første rygter om homoseksualitet i forbindelse med Michael Jackson, handler faktisk om en rotte, og er fra starten af 70’erne og slet ikke skrevet af Michael Jackson. Men den indgår i filmen på et langt senere tidspunkt, hvor Michael Jackson selv er i gang med at forme sin karriere og udvikle sit eget materiale. Fravalget af sangene ”We Are The World” og ”The Man In The Mirror” virker besynderligt, men det kan være et spørgsmål om rettigheder eller fordi man måske vil gemme dem til en efterfølgende film
Historien fortsætter, får vi til slut at vide, hvilket i nogen grad reducerer filmen til et afsnit i en tv-serie. Man så kan det være, at Michael Jackson rent faktisk får en seksualitet, om end man fornemmer, at det på sigt må skabe konflikter med det idoliserende portræt, man ønsker at skabe.

